Torsdag

Yoraima Show

Den smukke Yoraima leverer sprøde latin-toner til Latin Pavillion!

Yoraima er fra Venezuela, og har altid haft musiske rytmer i kroppen. Hun synger alt fra cha cha cha, pop til rumba, tango, swing, salsa og latin - og garanterer, at der i hendes show er musik for enhver smag!

Så vil du svinge hofterne, have formidabel underholdning og ikke mindst god musik, så ses vi til Yoraimas Show! 

Yoraima Show

Gilito Salsero

Cubanske Gilito Salsero fører Cubas sprøde toner til Ringsted Festival!

Gilito Salsero er vokset op på Cuba, hvor musikken altid har været et samlingspunkt for hele familien.

I 1991 tog Gilito på sin første internationale tour til Sverige, som forsanger i “Salsa de Esquina”. Et populært band, som optrådte i flere TV-programmer og opnåede stor anerkendelse i de tidlige 90'ere. Et par år senere udgav bandet deres eget album.

I 1993 tog Gilito igen til Sverige, og dannede sit eget band med svenske og cubanske musikere. Efterfølgende kom der fart på karrieren, og han har udgivet albums, lavet salsa-arrangeenter, optræder til karnevaler og meget mere. 

Trypical Cumbia

Glæd dig til at Trypical Cumbia spiller op til fest i Latin Pavillion!

Trypical Cumbia er et farverigt band, som bringer svingende rytmer til Ringsted Festival. De fem bandmedlemmer leverer med garanti et brag af en fest! Det er helt umuligt at stå stille, når de starter festen med deres tiltrækkende toner. 

2dc37c76c834aeabb44fc40f62a7fa8e.jpeg

Trypical Cumbia tiltaler et mangfoldigt publikum i alle aldersklasser, perfekt til en varme latin fest! En rejse fra de columbianske strande til de bolivianske bjerge kommer direkte til Ringsted Festival.

Zididada

Glæd dig til at ZIDIDADA bringer solskin til Ringsted Festival 2018!

BIG.jpg

ZIDIDADA introducerede danskerne for solskin, fest og farver! Bandet synger sange med budskaber om at leve livet, gå på vandet og smile til verden.

ZIDIDADA er stadig et af de mest leveringsdygtige orkestre i ukuelig optimisme. Bandets vigtigste formål er til stadighed at skabe sol og kærlighed, i højtaler, sind og på den danske livescene. De fleste i hele Danmark - på tværs af generationer kan stadig skråle med på ”Zididada Day” og ”Princess”, eller ”Walking On Water”. Det er evige klassikere i den danske sommer!

Magtens Korridorer

Glæd dig til Magtens Korridorer på Ringsted Festival 2018!

I 2005 udsendte Magtens Korridorer albummet 'Friværdi', og da startede det, der skulle blive et rockeventyr. Med enorm succes indtog de fem herrer folkets hjerter med en række sange der ramte hverdagen og gjorde den til en fest. Anmelderne anvendte ord som 'Magtdemonstration' og 'Dansk Rocks Nye Magthavere'. Siden har fulgt fire yderligere original-albums samt en opsamlingsudgivelse med de største hits. 

Bandet har turneret intensivt gennem alle årene, og er nu etableret massivt på den danske livescene. De har besøgt danske klubber og festivaler mange gange og med et til stadighed større og større publikum. Måske fordi koncerterne altid ender som én stor fest med et band, der tager sit publikum i hånden, og giver det et pusterum fra hverdagen.

Magtens Korridorer har udgivet nyt album i år, og det tegner godt for koncerten på Ringsted Festival 2018. Magtens korridorer består af sanger Johan Olsen, Guitarist Niklas Schneidermann, Rasmus Kern på guitar og Keys, bassist Terkel Møhl og Anders Ramhede på Trommer. Vi glæder os til at opleve Magtens Korridorer i vores vidunderlige Lystanlæg i Ringsted!

ItaloBrothers

Fest med på Ringsted Festival 2018 når ItaloBrothers fyrer op for en kæmpe fest med monsterhittene "Stamp on the ground", "Summer Air" og "Sleep When We're Dead". 

Det hele startede i 2005 da det tyske producer team Zacharias Adrian og Mathias Metten følte måtte gøre nogen ved deres passion for musikken. Så efter 2 års hårdt arbejde i hands-up Italo-style, dannede de gruppen som de nok ikke overraskende valgte at kalde ItaloBrothers. 

ItaloBrothers live er med den helt igennem fantastiske vokal Mathias Metten, der om nogen kan sætte gang i en fest med hit på hit gennem hele showet. 

ItaloBrothers slog for alvor igennem i 2007 hvor de udgav megahittet ”Colours of the Rainbow”, et nummer som toppede stort set alle hitlister. Kort herefter smed de ”Moonlight Shadow” på gaden, et remake af Mike Oldfield klassikeren tilbage fra 1983, dette remake nåede ligeledes stor anerkendelse på dansegulve over hele Europa. Hits som ”Counting Down The Days””, ”Where Are You Now” fulgte trop og gjorde kunsten efter. 

I 2009 releasede de så monsterhittet “Stamp On The Ground”, som med sine 150 bpm, flår dansegulvene op alle vegne. Den er røget nr. 1 på flere charts, også på div. Radiocharts som det suverænt mest ønskede nummer fra lytterne. Hittet har pt. 60 mill. views på youtube.

Siden da er det gået stærkt med ”Love is on fire” i 2010, ”Radio Hardcore”, ”Crying in the Rain”, ”Boom” i 2011, ”My Life Is A Party” i 2012, ”Up N Away”, ”P.O.D.", ”One Heart” i 2014, ”Springfield”, ”Welcome To The Dancefloor”, ”Sleep When We`re Dead”, ”Kings and Queens” i 2015 og ”Generation Party” og ”Summer Air” i 2016. ItaloBrothers har modtaget mange guldplader for deres største hits. Det kan kun blive en god fest!

Tom Donovan

Tom Donovan er en ægte irsk troubadour. Han er en mesterlig entertainer, der som få forener egne sange og traditionelle irske ballader med sine underholdende historier!

Tom har i de sidste 22 år har boet i Danmark, og i 35 år har han været professionel musiker. Han startede ud i hjembyen, Dublin, og har siden optrådt over hele Europa med sit kæmpe repertoire af nye og traditionelle irske folkesange, der er udgivet på en lang række plader.

Tom Donovan er en særdeles populær entertainer, som med et utal af optrædener har fået et stort publikum i Danmark og Norge. Tom er ganske enkelt en af de travleste sangere på den danske koncertscene. Han er en velkommen gæst både i store koncerthuse, på festivaller, til byfester og på små værtshuse. I mange år har han spillet i omegnen af 160 koncerter om året, og det bliver bare ved. Publikum kan ikke få nok af Tom Donovan.

Dirty Guns

Dirty Guns er klar til at fyre den af i Pamperhalle med en håndfuld rock-klassikere på repertoiret!

Efter 1000 koncerter og 10 år glæder Dirty Guns sig til at holde den vildeste rockfest i Pamperhalle. Bandet spiller blandt andet numre fra DAD, Bon Jovi, Guns n Roses, Metallica, Bryan Adams og mange flere.

Og som Dirty Guns selv siger: "Hos os hjælper sikkerhedsselen ikke og der er ingen vej tilbage, når du først bliver fanget af deres energiske attitude, smittende gode humør og ikke mindst et scene show, som tryllebinder selv Stephen King!"

Aqua

Er du klar til fantastiske Aqua på Ringsted Festival 2018? Det bliver for vildt!

"Vi startede bandet tilbage i 1994, og udgav albummet Aquarium i 1997. Efter 6 kæmpe hitsingler og en succes jorden rundt, gik vi tilbage i studiet i 1999, og skrev og producerede vores andet album Aquarius, som blev udgivet i 2000," fortæller bandet. Som på trods af den store succes, valgte efter yderligere 5 singler og endnu en verdenstourné at gå hver til sit i 2001.

I 2007 mødtes Aqua-medlemmerne en aften, og fandt ud af, at de savnede at lave musik sammen. Derfor besluttede de at tage på en lille danmarkstourné i 2008. De gik i studiet og producerede et par singler, og albummet Greatest Hits. 

"Vi var overraskede over den positive feedback vi fik, efter vi havde udgivet singlerne "Back to the 80's" og "My Mamma Said", fortæller bandet, som brugte 2010 på at producere albummet Megalomania. Med Megalomania ville bandet lavet verdens bedste popalbum, og tage Aqua til et helt nyt univers og en helt ny lyd.

Aqua spiller nu koncerter verden over med Søren Rasted på klaver og Lene Nystrøm og Rene Dif på vokal. Glæd dig til, at Aqua synger hele Ringsted Lystanlæg op med deres mange megahits!

Aura

Aura kommer på Ringsted Festival 2018 med sit længe ventede tredje album "Cant Steal the Music".

Den danske sangerinde og sangskriver glæder sig over de 11 numre på albummet, som hun kalder for sit hidtil mest personlige:

»Sangene på mit 3. album er som en kanalisering af en masse ting, jeg har oplevet og overlevet, og som er vigtige for mig at udtrykke. 'Can't Steal the Music' er et album, hvor musikken både bærer præg af det dybe væsen, som bor i mig og samtidig reflekterer min unge alder og min glæde ved gode popsange«, siger Aura. 

Albummet er blevet til i både Danmark, Nepal og Storbritannien. »Det er et album, som har en gammel sjæl i en ung krop. Og det er sange, der er skrevet, da jeg efter en forlist kærlighedshistorie skulle samle mig selv op og finde fodfæste i tilværelsen igen. For mig er 'Cant' Steal the Music' en personlig sejr«.

Aura på Ringsted Festival

Hun albumdebuterede med 'Columbine' i 2008. For det album modtog hun en Danish Music Award for årets bedste popudgivelse.  I 2011 udkom hendes andet album 'Before the Dinosaurs', og året efter blev hun Årets kvindelige kunstner ved Danish Music Awards. I tillæg modtog hun i 2012 prisen for 'Årets danske hit' for 'Geronimo' ved Danish Music Awards i 2012. 

Den lange pause mellem 'Before the Dinosaurs' og nyheden 'Can't Steal the Music' skyldes, at Auras virke som kunstner og hendes tilværelse i det hele taget er blevet sat på prøve af personlige årsager. Heldigvis er det ikke lykkes at standse kunstneren Aura, som tvært imod er kommet både klogere og mere kreativ ud på den anden side af den krise. I de eksistentielt vedkommende og iørefaldende numre på 'Can't Steal the Music' høres en Aura, hvis store og naturligt varme vokal står stærkere end nogensinde før. Ligesom hun selv gør. 

Som hun siger: »For mig er albummet et bevis på, at vi mennesker er meget større, end vi tror. Jeg har formået at skrive og spille mig igennem den mest mørke og mest udfordrende periode i mit liv. Og musikken og kunstens mulighed for at få afløb for følelser kan ingen tage fra mig. Musikken er større, end jeg nogensinde bliver«.

Med hendes mest ambitiøse, ærlige og personlige album ude og en deltagelse i måske den stærkeste sæson af Toppen Af Poppen til august/september, står Aura stærkere end nogensinde. Derfor er det også med en god portion selvtillid at hun er taget på sin største danske og tyske turné i mere end 6 år, som løber over januar og februar 2018. 19 udvalgte steder, hvor flere steder allerede er meldt udsolgt.

Jesper Binzer

Jesper Binzer kommer på Ringsted Festival med sit første soloalbum!

For første gang i 33 år føler Jesper Binzer der er plads til at lave noget selv. Efter 11 albums og flere tusinde koncerter har D-A-D haft en kreativ pause det sidste års tid, men forsanger og guitarist Jesper Binzer har ikke kunnet holde sig i ro. Det er mundet ud i et helt soloalbum med 10 sange, under titlen "Dying Is Easy".

"Kunsten pressede sig på og det kløede i fingrene for at frigøre de idéer jeg havde i hovedet, og så skulle de altså fyres af. For første gang har jeg lavet noget alene. Jeg sad derhjemme med guitaren og arbejdede på en nummer, som jeg til sidst fandt ud af handlede om mig selv. Og siden er tekst og musik væltet ud af mig og så gik det op for mig at jeg faktisk var igang med at lave et helt soloalbum", fortæller en glad Jesper Binzer.

Herefter er alle numre blevet indspillet i Medley-studiet sammen med Søren Andersen, der i ti år har arbejdet med Glenn Hughes fra Deep Purple samt produceret albums for en lang række danske rocknavne med alt fra Artillery, til Mike Tramp samt hans eget band Electric Guitars. Venskabet mellem de to startede først for et par år siden, da Søren var vikar på bassen i D-A-D, og efter turnéen fandt de sammen i pauserne fra deres respektive travle live-karrierer.

Jesper Binzer tilføjer: "Jeg er en rock´n´roll romantiker, måske er det en irrationel følelse, men jeg kan huske at jeg for 20 år siden under indspilningerne af "Simpatico" kom til den erkendelse, at det her er noget jeg kommer til at lave resten af livet. Erkendelse nummer to kom så med mine egne numre, at jeg faktisk kan selv. At der skulle gå 33 år før jeg kommer med en soloplade, kan virke mærkeligt, men det er aldrig noget jeg selv har tænkt på før nu. Og solopladen er mig, hvor jeg er lige her og nu. Opstået af følelser, der er benzin for mig i sangskrivningen. Om ansvar og tilgivelse. Om livsglæde og dødsangst".

Baboon Brothers

Er du klar til Baboon Brothers?

Baboon Brothers har turneret Skandinavien de sidste 20 år i det irske miljøer. De er altså efterhånden vant til at fyre den af på en scene, og de ved lige præcis hvilke sange der skal spilles hvornår! De spiller alt fra irske fest-hits, rock, britisk pop, country, disco, folk og 90'er rock. Der vil altså være noget for enhver smag, når Baboon Brothers går på scenen.

Har du været på The Dubliner Copenhagen, så har du med garanti stødt på bandet, da de er et af de meste spillende bands på baren. Baboon Brothers glæder sig til at besøge Ringsted Festival, og starte en ægte irsk folkefest!

Hardinger Band

Sæt gang i festen med de klassiske ShuBiDua-sange på Ringsted Festival 2018!

De tre originale ShuBiDua-medlemmer og to af landets bedste musikere er endnu en gang klar til at indtage Ringsted Festival. Med sig bringer de alle de største ShuBiDua hits, som: ”Hvalen Hvalborg”, ”Sex-Chikane”, ”Stærk Tobak” og mange, mange flere.

På glemte båndoptagelser har Hardinger fundet gammelt ShuBiDua-guld. Sange som ikke kom med på SBD pladerne i 70-80-90’erne, men som nu får nyt liv og vil blive spillet for første gang udenfor øvelokalerne! 

Kom og hør de kendte og ukendte ShuBiDua sange og hør historien om Danmarks største band i tiden fra ungdomsoprøret til årtusindskiftet. Vi lover Grin, rock, fællessang og dansk musikhistorie med fuldt tryk på totalunderholdningen, når Michael Hardinger Band kommer på Ringsted Festival 2018.

Hawkeye & Hoe

Er du klar til at Hawkeye & Hoe spiller deres "beer drinking music" på Ringsted Festival 2018?

Hawkeye & Hoe er en dansk/engelsk trio, som har kastet sig ud i rock, folk, irske klassikere og meget mere. Selv kalder de deres genre "beer drinking music"!

Med hawkeye på bas, Hoe på banjo og Billy på skins så er de klar til at træde op på scenen i Det Irske Telt. Koncerten bliver med garanti leveret med en god portion humor fra de gode entertainere! 

Steve Hart

Glæd dig til at se entertaineren Steve Hart i Det Irske Telt!

I 1977 forlod Steve Hart sit barndomshjem i Wales for at rejse. Han arbejdede i Spanien, Holland, Belgien og Tyskland med forskellige jobs. 5 år senere begyndte han at spille guitar og synge på gaderne, hvilket han fandt stor glæde ved. Det gav ham en følelse af frihed og eventyr, og det var begyndelsen på Steve Harts karriere som entertainer.

Inspireret af entertainere og gøglere fra hele verden, ønskede Steve Hart at lave et stort gadeshow, så jeg han et "One Man Band". Han satte en tromme og bækken på ryggen, forbandt trommen med kabler til sine sko, spillede mundharpe og guitar og så var der gang i den!
Mennesker flokkedes omkring Steve Hart, og han havde det helt fantastisk!

Det show Steve Hart laver i dag, er resultatet af 10 års optræden rundt omkring i Europa.

Michael Falch & Dét band

Michael Falch er klar til at indtage Ringsted Festival 2018 sammen med Dét Band. 

Med sin medvirken i dette års udgave af Toppen af Poppen og med ungdomserindringerne ’Til grænsen’, som Gyldendal udsendte i oktober, har Michael Falch nu lige så meget gang i karrieren som i sin vilde ungdom i MALURT tilbage i 80 ́erne. Han har lagt det succesrige eventyr med KrebsFalch bag sig, og med blikket rettet mod sommeren 2018 skruer Michael Falch nu op for energien i eget navn omgivet af DÉT BAND, der regnes for ét af landets absolut stærkeste rockbands.

Alle siger det: Michael Falch har aldrig været bedre! Den garvede rocksanger har over det seneste årti oplevet en enestående kreativ opblomstring. Han er uhyre bevidst om, at rusten aldrig sover, og igen og igen udfordrer han sin lyd og bliver dermed aldrig kun ’én fra gamle dage’. Hans seneste skamroste og prisbelønnede album, ’Pludselig Alting Samtidig’ bevægede sig ud i en meget moderne sound, og også et yngre publikum opdager veteranen Michael Falch i disse år.

Michael Falch, der engang var frontmand i MALURT, Bodil-belønnet skuespiller fra Dan Turéll-filmene og retsmediciner i ”Rejseholdet”, er blevet 61 år gammel. Men ingen, der har oplevet ham på det seneste, er i tvivl om, at han netop i disse år når nye højder i sin live-optræden. Det er et gnistrende og vitalt rockshow, man oplever - med alle de klassiske Falch-sange som ”Mød mig i mørket”, ”I et land uden høje bjerge”, ”Superlove”, ”Ud af mørket” og ”Den eneste i verden”, der via Toppen af Poppen nu er blevet et hit én gang til.

Med sig i bandet har Michael Falch sin sparringspartner gennem de sidste 12 år, guitaristen Lars Skjærbæk, svigersønnen Christoffer Møller på tangenter, den karismatiske scenemand og bassist Troels Skjærbæk samt den internationalt anerkendte århusianske trommeslager Peter Dombernowsky.

Om MICHAEL FALCH & DÉT BAND live skrev BT i en 6-stjernet anmeldelse: “Falch har aldrig været bedre. Hans karriere er løbet over nu fem årtier. Det er lige ud beundringsværdigt, at han efter så mange år kan blive ved med at forny og udfordre sig selv og sit publikum og give en koncert, hvor gamle stenaldersange går hånd i hånd med nye, forrygende smukke og håbefulde numre.”

DJ Guttermann

Intet Pamperhalle uden vores alle sammens DJ Guttermann! 

Torsten Guttermann er igen i år indpisker i festlige Pamperhalle. DJ Guttermann går på scenen, som en kombination af DJ og konferencier, og vil med garanti sætte gang i festen!

Kort tid efter DJ Guttermann er gået på scenen vil du finde dig selv stående på bordet med en fadøl i hånden, og i færd med fællessang! DJ Guttermann rammer alles indre fest-gen år efter år. Der er altså ikke et Pamperhalle uden vores alles DJ Guttermann.

I alle 3 festival-dage guider DJ Guttermann dig igennem festen på allerbedste vis - og hvis du vil varme op til DJ Guttermanns festlige indslag kan du hele sommeren lytte til ham på P4 kl. 10-12 med Jesper Bærentz og Nicola i sommerprogrammet Takeoff.

TOTENTARZAN

Er du klar til at opleve Kalle Mathiesen som TOTENTARZAN i Pamperhalle?

TotenTarzan er en tysk trommeslager der for tiden turnerer Danmark. Denne tyske performer lider af de 3 T'er: Tics, Tinnitus og Tourettes syndrom, så han rejser rundt med støtte fra EU's psykiatrifond og har egne plejere med.

TotenTarzan er den gamle trommeslager fra Hansi Hinterseers orkester, men blev smidt ud fordi han absolut kun ville spille totenschlager-musik - en ny stilart han har opfundet, hvor man kombinerer schlager musik med heavy metal. Hør Tarzan fremføre hittene "Untergang Im unterhose" og "Ein bischen Tot, ein bischen Tarzan", og oplev ham tage sig kærligt af de danske schlager stjerner: Birthe Kjær, Dorthe Kollo og Kim Larsen.

Glæd dig til underholdning og vild musik fra TOTENTARZAN i Pamperhalle!

TOTENTARZAN på Ringsted Festival.jpg

Hjalmer

Oplev Danmarks nye store sangskrivertalent Hjalmer på Ringsted Festival 2018!

Den 22-årige fynbo Hjalmer debuterede i februar måned i år, og siden har der været fart over feltet. Hjalmer smed guitaren om på ryggen og flyttede til København for at arbejde benhårdt og målrettet med musikken.

Og man må sige, at Hjalmer har fået sunget sig ind i vores hjerter med hans folkelige melodier og karakteristiske stemme. Hjalmer har i 2017 rejst landet rundt med sit band og spillet en lang række live-koncerter og store festivaler. Og i 2018 kommer han til Ringsted Festival, hvor vi skal høre sange fra Hjalmers EP ”Skabt Til At Være Ung”: ”Jeg har ventet på denne dag i lige så lang tid, jeg kan huske. Nok hele mit liv. Dagen hvor jeg udgiver mit første sammenhængende værk, og dagen hvor jeg kan dele de her sange med alle, der vil lytte”.

Tekst og musik er skrevet i samarbejde med producerne Thor Nørgaard, Mads Møller (Pitchshifters) og Lasse Lyngbo.  Der er sange til ethvert humør, og det er Hjalmer’s håb, at man både vil finde EP’en egnet til at sidde og lytte alene en helt almindelig hverdag, men også sætte den på som soundtrack til en festlig aften.

”Med den her EP har jeg prøvet at indkapsle alle facetter af at være et ungt menneske: Alle de svære valg, alle de usikre dage og alle de ensomme aftener, hvor man prøver at finde ud af, hvordan ens voksenliv skal være. Men ligeså meget de lyse nætter, kæresterne, festerne og al den kærlighed der strømmer igennem dig, når du sammen med dine venner cykler igennem byen uden én eneste bekymring. Selvom mange af sangene centrerer sig om at være ung, så handler de også i bund og grund om bare at være menneske”.