frivillig

Portræt af en frivillig: Monica Madsen 

Sikkerheden på Ringsted Festival skal være i top, og det er en stribe frivillige med til at sørge for. 

I indgangen til festivalen står Monica Madsen sammen med sin mand og et par venner fra løbeklubben Rimo. Her bliver alle festivalgæster tjekket, inden de bliver sluset ind på festivalpladsen. 

Det er tredje år, at Monica er frivillig, og hun har ingen planer om at stoppe med at komme på Ringsted Festival.  

”Vi kommer for det sociale. Vi er her sammen med vennerne fra vores løbeklub, og så møder vi et hav af mennesker – for eksempel forældrene til børnene i vores børns klasser,” siger Monica, som bor i Ringsted.

Monica er vild med, at musikken på festivalen er så varieret. I 2016 havde hun især glædet sig til at se Rasmus Seebach, og i år er det musikken i Pamperhalle, der trækker. 

”Det er musik, man kan synge med på, og det er fedt, for det kan man have en rigtig god fest til,” lyder det fra Monica, inden hun smutter tilbage til indgangen og byder flere gæster velkommen til festivalen.  

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Patrick Lauritzen og Emil Arp-Hansen 

Portræt af en frivillig: Kristoffer Jessen Jürgensen 

Bag Reaktoren finder vi Kristoffer Jessen Jürgensen. Han arbejder som medhjælper på scenen og hjælper blandt andet med at få kunstnernes grej op på scenen. 

”Det er alt lige fra bagtæpper og podier til røgmaskiner og kabler,” fortæller 22-årige Kristoffer, som bor i Bisserup og skal til at læse til maskinmester. 

Kristoffer har i mange år været på Roskilde Festival, men det er første gang, at han har fundet vej til festivalen i Ringsted. 

”En af mine venner spurgte, om jeg ville med, så vi er fire gutter, der er taget af sted,” siger Kristoffer og fortsætter: ”Det er super hyggeligt, men vi arbejder også meget, så der er ikke så meget tid til at drikke bajere.” 

Selvom der ikke kommer så mange øl indenbords, har Kristoffer haft nogle fede oplevelser på årets Ringsted Festival. 

”Det er super fedt at komme backstage og snakke lidt med kunstnerne. Og når koncerterne går i gang, kan vi stå helt oppe på scenen og nyde showet fra den allerbedste vinkel,” fortæller Kristoffer, som stærkt overvejer at komme tilbage til Ringsted, når festivalen løber af stablen igen i 2018. 

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Patrick Lauritzen og Emil Arp-Hansen

Portræt af en frivillig: Christian Rasmussen 

Christian Rasmussen slider og slæber i den grad for at gøre Ringsted Festival til en god oplevelse for alle gæsterne. Christian, som bor i Haslev, arbejder som stagehand på Anlægsscenen, hvor han sørger for, at kunstnernes grej bliver sat op på scenen. 

Det er første gang, at Christian er på Ringsted Festival, men han har tidligere hjulpet til under Haslev Festdage, så han er vant til at arbejde på en scene. 

”Min kone arbejder på festivalen, og hun fortalte, at de manglede nogle hænder på Anlægsscenen. Jeg tænkte, at det kunne være en fed oplevelse, så jeg meldte mig som frivillig,” fortæller 32-årige Christian. 

Ringsted Festival har i den grad levet op til forventningerne. 

”Festivalen er super hyggelig. Det er også hårdt arbejde, men det er virkelig sjovt at komme helt tæt på kunstnerne, som også lige kommer forbi og siger hej og sludrer lidt,” siger Christian. 

Imens koncerterne er i gang, kan Christian gå ud og nyde musikken. Han var især vild med Suspekt, og selvom han ikke er inkarneret festivalgænger, har han fået smag for festivallivet, og han har allerede meldt sig som frivillig til Ringsted Festival 2018. 

”Men jeg bliver nok aldrig fan af at campere, så vi tager hjem og sover!” siger han med et smil. 

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Patrick Lauritzen og Emil Arp-Hansen

Samarit-familien er tilbage på Ringsted Festival

Ringsted Festival har en vaskeægte samarit-familie. Hvor mor, far og børn alle er samaritter og hjælper festivalens gæster, hvis de kommer galt af sted.

Samarit-familien har seks medlemmer. Charlotte Lorenzen er gift med Niels, og sammen har de sønnerne Simon, Philip og Mikkel. Philip har også hevet sin kæreste Ronja med, som også er blevet en del af samarit-klanen. 

”Niels og jeg har været samaritter i rigtig mange år i Roskilde, og da vi flyttede til Ringsted, blev vi headhuntet til at undervise de frivillige på festivalen,” fortæller Charlotte.


Det er familiens femte år på Ringsted Festival, men familien har stort set altid været ”samarit-familien”.

”Simon har været med, siden han var 4, og Philip har været med, siden han var 5. Og yngstemanden Mikkel, ja, han har været med, siden han blev født,” siger Charlotte.

Familien stiller op som samaritter igen og igen, fordi de elsker at gøre en forskel. Deres job som samaritter indebærer alt fra at holde folk på panden, når de kaster op, til at fikse vabler og tage sig af folk, som falder om.

”Vi tager os af alt. Alle former for skader,” siger Charlotte, og Niels supplerer: ”Ja, og nogle gange handler det simpelthen om at holde folk i live, indtil ambulancen kommer.”

Niels er gammel ambulanceredder, så jobbet som samarit ligger ham ikke fjernt.

Når familien er på Ringsted Festival, bliver der også tid til at høre en smule musik, imens koncerterne er i gang. Og her har familien i øvrigt en fast tradition: ”Vi skal altid op se Rasmus (Seebach, red.),” fortæller Charlotte.

”Ikke mig,” indskyder Niels.

”Nej, imens vi hører Rasmus, så passer Niels det hele hernede. Sådan er traditionen,” lyder det fra Charlotte.