Ringsted Festival

Interview med Julian Maraboto

Torsdag den 4. august klokken 18:00 spiller Julian Maraboto på scenen Den 7. Himmel på Ringsted Festival. Hans musik er en hybrid mellem rock og pop, og derudover låner han elementer fra jazz og blues. Ringsted Festival har snakket med Julian om, hvem han er, hvordan han definerer sig selv som kunstner og selvfølgelig, hvad han glæder sig til på Ringsted Festival! 

Julian Maraboto er fra Mexico, men bosiddende i Danmark. Han flyttede til Danmark, da han forelskede sig i en dansk kvinde, som han nu har to børn sammen med.

Julian repræsenterer både sig selv som solo-solist samt den multikulturelle gruppe Los Fuegos, der i 2014 var nomineret til Danish Music Award som Årets Live Navn i World-kategorien.

”Mine tekster er en afspejling af de multikulturelle erfaringer, som mine mange rejser mellem Mexico og Danmark har budt på ” forklarer Julian. Han fokuserer på ”integrationen af kulturer i en verden, hvor der er hårdt brug for respekt mellem samfund og accept af forskellige sociale, politiske og religiøse ideer.”

Julians mexicanske baggrund har hjulpet ham i hans musikalske karriere, med at ”se to forskellige realiteter på samme tid. Eksempelvis det danske velfærdssystem og det smukke mexicanske kaos”, forklarer han. Han er stadig i gang med at definerer sig selv som kunstner: “Hver dag er en ny dag, og jeg lærer konstant nye sider af livet at kende. Den essens vil jeg gerne tilføje min musik – Det er derfor mine sange er så forskellige fra hinanden.”

På Ringsted Festival glæder Julian sig til “at give en fed koncert og vise publikum, at mexicanere ikke nødvendigvis er fyrer med sombrero, som spiller guitar ved siden af en kaktus!”

Hvis I vil udforske Julian Marabotos univers yderligere, er han at finde på instagram, twitter og facebook.