Medarbejder

Kim driver festivalens ”lille hotel”

Inde i anlægspavillonen gemmer de hellige lokaler sig. Det er nemlig her, at artisterne slapper af og gør sig klar, inden de går på scenen. Manden, der sørger for, at artisterne har det godt, hedder Kim Meldgaard. Han har i de seneste ni år været backstage-manager og har ansvaret for artistområdet. 

Det hele handler om at levere en god service, fortæller han. ”Jeg har en filosofi om, at hvis artisterne har det godt her, så yder de også noget godt, når de er på scenen. Det er i virkeligheden ligesom at drive et lille hotel, hvor vi sørger for, at vores gæster føler sig velkomne og godt tilpas,” siger Kim Meldgaard.

Udover artistområdet i anlægspavillonen står Kim Meldgaard også for backstageområderne bag Pamperhalle og Det Irske Telt. Sammen med 20 frivillige sørger han for, at artisterne har alt, hvad de har brug for.

Til daglig arbejder Kim Meldgaard som salgsansvarlig, så det er en noget anderledes hverdag i forhold til jobbet på Ringsted Festival. Festivalen er et frirum, og han kan ikke lade være med at komme tilbage igen og igen. "Jeg tror, at det er, fordi jeg er lidt af en gammel cirkushest. Jeg brænder simpelthen for at lave noget sjovt, så der er Ringsted Festival en god mulighed,” siger Kim Meldgaard. 

 I de ni år, som Kim Meldgaard har været med, er festivalen bare vokset og vokset. ”Det er meget tilfredsstillende, og noget man er stolt af,” siger han og uddyber: ”Det er fantastisk at stå nede bag publikum og se, at man er med til at skabe en fest. Det er fedt at være med til.”

Når Kim Meldgaard er på Ringsted Festival, når han sjældent at høre meget mere end et enkelt musiknummer eller to. Tiden flyver af sted med at holde styr på artistområdet. Hvis der bliver tid i år, er der dog et par favoritter, som Kim Meldgaard gerne vil høre: ”Jeg er fra den generation, hvor musik fra 80’erne er et hit, så jeg vil gerne høre Mike + The Mechanics, Kim Wilde og Billy Ocean. Jeg er også stor fan af U2, så det kunne også være fedt at høre Die Herren,” siger han.

Fotograf: Helene Haugaard
Skribent: Maria Trustrup