Mad

McDonald's til de hårdtarbejdende!

Når festivalpladsen er lukket, og gæsterne er gået til køjs, arbejder de mange frivillige for at gøre pladsen klar til næste dag – derfor har vi været på pladsen for at uddele lidt godter!

Ringsted Festival har en masse dejlige medarbejdere, som hver dag gør pladsen klar til vores gæster. De slider og slæber og fikser alt fra oprydning efter gårdagens festligheder, til opsætning af artisternes scene. Disse dage er mængden af søvn til medarbejderne mindre end normalt. De går sent i seng og står tidligt op. Derfor tog vi en tur på pladsen og uddelte lækkerier til de hårdtarbejdende frivillige og medarbejdere fra McDonald’s.

Solen skinnede over pladsen, og vi gik på jagt efter frivillige som på trods af søvnmangel, stadig var at finde på festivalpladsen.

På den tomme festivalplads mødte vi en håndfuld friske mænd og kvinder, der var ved at gøre klar til Burhan G’s store sceneshow. Glæden i deres øjne ved synet af Magaboxen fra McDonald’s var enorm. De tog for sig af retterne og skyllede det ned med en sodavand. Vi fik en hyggesnak om, hvordan det er at være frivillig på Ringsted Festival og en kombination af god musik, godt humør og surprise-mad fra os var ikke til at tage fejl af - de var glade for at være frivillige. Vi gik videre på pladsen, med det formål at sprede godt humør og forkæle medarbejderne.  

Vi takker McDonald’s for forkælelsen til både vores festivalgæster og alle vores frivillige – hop forbi McDonald’s og køb deres festivalstilbud søndag, som kan kurere tømmermændene dagen derpå!

Morgenmad - FrejaMøllebæk (1 of 11).jpg

Skribent: Maria Jürs
Foto: Freja Møllebæk

Madanmeldelse af CPH BBQ Steak House

Pressecentrets skribent Maria tog sin far under armen og besøgte CPH BBQ Steak House. Læs hvad de syntes om det!

Til dagligt står Troels Ringborg og Casper Nielsen i Københavns Streetfood-mekka Papirøen og laver saftige pulled pork-burgere. Jeg har været på pladsen og smagt nogle af de lækkerier, som kan nydes hos CPH BBQ!

Det er første gang CPH BBQ gæster Ringsted Festival, og det bliver nok ikke sidste gang, vi får deres lækre kød at smage. På vej til Cosmo møder jeg et lille hyggeligt bjælkehus. I huset møder jeg Casper fra CPH BBQ, og vi får os en snak om deres mad. Imens jeg snakker med Casper, opdager jeg de fine lyskæder der omkranser bjælkehytten og indser, hvor gennemført og fint et sted jeg befinder mig. Madboden emmer af god grillmad og hygge!

Som udsendt fra Ringsted Festivals presseteam tog jeg min far, som er jord- og betonarbejder, med for at smage kødet fra CPH BBQ. Kødet var lækkert og mørt, det havde en helt fantastisk struktur, og det ultimativt bedste var smagen. Det bedste ved kødet var den lækre smag af grillrøg. Grillrøg, som var super delikat. Det mindede mig om gode grillaftner, hvor godt samvær og god grillmad var det vigtigste. At sidde på Ringsted Festival med min far og blive kastet tilbage til dengang, jeg var barn, hvor vi sad i vores have, med duften fra grillen indover bordet, var virkelig skønt!

CPH BBQ har to menuer: To frokostretter og to aftenretter. Til os serverede de et mix fra begge menuer, som var meget lækre og mættende. Alle menuerne indeholder både en lækker salat og hjemmelavet pesto. Men det allervigtigste var selvfølgelig det lækre kød! Hvis man endnu ikke har været forbi CPH BBQ, så er det om at få gummistøvlerne på nakken og hoppe derhen!

Jeg giver maden fra CPH BBQ 4 ud af 6 festivalmænd. Jeg er ikke den store kødspiser, men det her var virkelig godt! Min far giver 6 ud af 6 festivalmænd - En kæmpe anbefaling herfra! 

Skribent: Maria Jürs
Fotograf: Freja Møllebæk

”Det er dejligt at være med i den lokale fest”

Det Lille Bryggeri er igen med på Ringsted Festival, og brygmester Rene Hansen har store planer for fremtiden.

For en uges tid siden skete der store ting på Det Lille Bryggeri i Bringstrup lidt uden for Ringsted. Brygmester Rene Hansen kunne tage sit spritnye bryggeri i brug, som har kapacitet til at producere fem gange så meget, som mikrobryggeriet hidtil har kunnet.      

”De sidste fem dage har jeg produceret 5.000 liter øl,” fortæller Rene Hansen med stolthed i stemmen.

Lige nu sidder han på Ringsted Festival, hvor han sammen med 12 hjælpere langer hjemmebryggede øl over disken. Festivalgæsterne kan vælge mellem tre forskellige fadøl og otte flaskeøl, så der er noget for enhver smag.

Rene Hansen lavede sin første øl tilbage i 2005, og i dag har hans lille bryggeri vokset sig så stort, at der er 10-12 forskellige øl i det faste sortiment og omkring 20 sæsonøl.

”Jeg har brugt det lille bryggeri til at eksperimentere en masse, men det nye anlæg gør, at jeg kan producere meget mere,” siger Rene Hansen.

Det Lille Bryggeri eksporterer i øjeblikket til fem forskellige lande, men drømmen er at blive meget større. I dag er bryggeriet en hobby for Rene Hansen, men tanken er, at han indenfor et år kan kvitte sit job og leve af Det Lille Bryggeri.

”Kvaliteten skal kunne følge med, så jeg har ikke travlt. Men planen er helt sikkert, at jeg skal leve af det,” siger Rene Hansen.

Det er andet år, at Det Lille Bryggeri er med på Ringsted Festival, og hyggen og den gode stemning tiltaler brygmesteren. ”Det er dejligt at kunne være med i den lokale fest. Det er vigtigt for os,” siger Rene Hansen og byder på en iskold – og hjemmebrygget – fadøl.

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Naiomi Møllegård

Madanmeldelse af Empanadas

Hos Empanadas er der masser af kærlighed og hemmelige ingredienser. Den sydamerikanske stemning kommer til udtryk ved de mange farver på madvognen og flaget, der blafrer let i vinden. 

Den brandvarme empanada serveres med glimt i øjnene af de tre unge fyre i vognen. 

Der er fire forskellige varianter at vælge imellem - kylling og broccoli, oksekød, skinke og ost og vegetar. Vi kastede os ud i at smage en empanada med oksekød og en med vegetarfyld. 

Begge blev lunet i den lille stenovn i vognen. Det gav dejen en lækker sprød bund og en god blød top. Vi fik associationer til små kroge i de italienske stræder, hvor der bliver solgt frisklavede calzoner. I vegetarudgaven var der skruet op for osten, som fik følgeskab af solmodne tomater og basilikum, og i oksekødsvarianten var der i stedet en masse kød, gulerødder og rød peber. Kun mudderet og de våde borde og bænke afslørede, at vi i stedet for Italien befandt os lige midt på Sjælland. 

Der var smæk på smagen i begge empanadas, som koster 30 kroner for ét styk og 75 kroner for tre. Vi savner dog lidt variation i konsistens og smag.        

Alt i alt en rigtig god madoplevelse, som får fire stjerner ud af seks.    

Skribenter: Maria Trustrup og Lina Viinberg
Fotograf: Naomi Møllegård 

Forandringer i Food Court

Ringsted er en provinsby, men derfor behøver maden ikke være det! Maden på festivalen har fået en opgradering og det skal du glæde dig til.

Ringsted Festival har de senere år gjort op med den klassiske festivalsmad, og i stedet fokuseret på moderne og alsidigt mad. Vi har i år fokuseret meget på at ramme alle festivalens gæster, så der vil være et bredt udvalg af mad, drikkelse og snacks – ens for alle vores madboder, er høj kvalitet.

Vi har i år inddelt Food Court i tre områder. Ét område til madboderne, ét område til drinks og ét område til snacks.  I madboderne kan du sætte tænderne i lækker texasinspireret mad fra Oink Oink, der til daglig er en yderst populær foodtruck på Papirøen i København. Hvis du er mere til det klassiske køkken, kan du nyde gamle klassikere som smørrebrød eller tarteletter hos Den Gyldne Gryde.

Det andet område i Food Court finder du drinks og coktails. Hvis du sætter pris på en god rom, og den klassiske cigar, er det i her du finder det. Hvis du er mere til en af tidens moderne drinks, er det en glædelig nyhed, at kunne fortælle, at en af verdens bedste gin er, at finde i Kolonihaven, som drives af de lokale drenge fra Ginscape.

Det sidste område af Food Court er til den søde tand. Her kan du få en kaffe til enhver anledning. Hvis du har lyst til en lækker cremet caffe latte, eller en god americano, er de dygtige baristaer klar til, at lave lige den kaffe du ønsker. Hvis du har lyst til at supplere kaffen med lidt sødt, er det også her du finder det. Det kan eksempelvis være med en skøn flødebollesoftice fra Kjærstrup Chokoladeglæde, eller med en slikpose fra Slikvognen.

Jacob Juul Nordam Larsen, som blandt andet er ansvarlig for Food Court, glæder sig personligt til at sætte tænderne i kødet fra Oink Oink. Jacob har i år haft særligt fokus på kvaliteten af hver eneste madbod. Han bestræber sig på, at alle madboder skal have gode råvarer og gode priser.

Gå på opdagelse i Food Court - vi glæder os til at høre din mening! 

Skribent: Maria Jürs
Fotograf: Andreas Merrald

Interview med Elmely Kro: "Det behøver ikke være højtragende!"

Elmely Kro ligger langs en landevej på Midtsjælland. Kroen charmerer hurtigt øjet med sit stråtækte tag, og gule og røde bindingsværk. Når man træder ind bliver man mødt af en hjemlig stemning og veldækkede borde. Der er krystalglas, mønstrede duge og musselmalet stel. Væggene har en varm karrygul farve, som brydes af høje, hvide paneler. 

En onsdag formiddag kørte jeg til Elmely Kro, hvor jeg skulle mødes med forpagter Poul Bøje Nielsen. En tjener mødte mig i hoveddøren og viste mig ind i restauranten, hvor Poul stod og ordnede dagens regninger. Han viste mig hvor vi skulle sidde, og mens han fik afsluttet papirarbejdet, dækkede en tjener op på bordet med musselmalet stel, frisklavet kaffe – og mælk og sukker, til dem som stadig ikke havde vænnet sig til den grimme smag! 

Poul forpagter Elmely Kro, sammen med kompagnonen Henrik Nielsen. Elmely Kro har været i Pouls familie, siden stedet blev bygget i 1896: ”Dengang byggede min oldefar stedet, og da han så gik bort, overtog min morfars bror bygningerne. Da han var 42 år sprang han sig selv i luften – han var brøndspringer, og kom lidt for tæt på!”

Derefter overtog Pouls morfar stedet, og startede kroen i 1964. Kroen kørte frem til 1996, hvor Pouls morfar gik bort og kroen blev solgt. I 2006 blev kroen købt og sat i stand, og i 2010 valgte Poul med sin kompagnon Henrik at forpagte stedet! 

Elmely Kro er bæredygtighed og lokalproducerede råvarer

”Da vi overtog Elmely Kro i 2010, var vores målsætning, at indenfor 5 år skulle 80-90% af maden, være produceret af lokale råvarer. Det er vi i hus med i dag” forklarer Poul. Alt fra vildt og kylling til honning, grøntsager og bær er produceret indenfor en radius af 4-8 km.

Hos Elmely Kro kan man også bestille mad ud af huset, og omkring 300-600 kuverter bliver det til om ugen. Poul forklarer, at de måtte tænke ud af boksen, for at få deres vision til at gå i spænd med den store efterspørgsel: ”Hvis vi baserede det hele på lokalproducerede råvarer, så ville vi tømme markerne inden for kort tid.” Løsningen fandt de dog hurtigt: ”Vi løste det ved, at i stedet for at producenterne såede 20 forskellige ting, så plantede de kun 10 forskellige ting. Så kunne vi benytte en større del af marken, og derved også få en større andel.”

Elmely Kro er med til at skabe vækst og arbejdspladser i nærområdet, og det sætter Poul en stor ære i: ”Vi udvikler samfundet. Det er en rigtig god mavefornemmelse, at vi kan være med til at skabe arbejdspladser hernede.” 

Poul bruger mange kræfter på sit nærområde, fordi han gang på gang kan mærke, at han får noget igen: ”Jeg har et mantra der siger, at hvis du integrerer dig i det samfund du er i, så bruger de også dig! Så enkelt er det bare. Man skal ikke være nærig, når det gælder nærmiljøet!"

Elmely Kro serverer kromad anno 2016! 

Da jeg satte mig ind i bilen og kørte mod Elmely Kro, kørte jeg forbi flere kroer på landevejene. På store skilte stod der ”Stegt flæsk ad libitum!” Netop den gode, gamle, danske mad var hvad jeg forbandt med kromad - indtil jeg besøgte Elmely Kro.

”Jeg plejer at sige, at man skal være i det årti man lever i. Rigtig mange kroer har glemt det – de er stadig i 70’erne og 80’erne. Det er passé!” forklarer Poul, som fortæller at danskerne vil have kvalitet, forkælelse og god service. Han skynder sig dog at pointere at: "Det behøver ikke være højtragende, men man skal føle, at man bliver hygget om!”

“Det behøver ikke være højtragende, men man skal føle, at man bliver hygget om!”
— Poul Bøje Nielsen

Men det betyder ikke, at kromadens elementer ikke kan opdateres: ”Selvom vi laver mad ud fra det årti vi lever i, kan vi godt have wienerschnitzel på menuen. Men alle ærterne er bælget i hånden, og gulerødderne er små og netop hevet op af jorden!”

Selvom Elmely Kro har detaljer fra kroens opstart, i form af kongelige porcelænsfigurer i vinduerne og lamper fra 50’erne, så følger de med i den nye digitale tidsalder! ”Vi har ikke noget vinkort - vi har en iPad. Så får gæsterne den ned til bordet, og kan bladre igennem vores vinkatalog. Det er noget folk kan huske - næste skridt er, at vi også lægger vores menuer digitalt” forklarer Poul. 

Elmely Kro og Ringsted Festival

Jeg kiggede rundt i kroens hyggelige lokaler, som emmede af varme, nærvær og kvalitet. Der var veldækkede borde og det kongelige stel, som stod højest på min ønskeseddel. Elmely Kro mindede mig ikke om festival eller gav mig lyst til at høre høj og bragende musik. Derfor spurgte jeg Poul: ”Kan man godt servere gourmetmad på en festival?”

”Det synes jeg godt man kan! Vores mission med Ringsted Festival er egentlig at give festivalgæsterne nogen almindelige råvarer, bare på en ny måde” forklarer Poul, og fortsætter: ”Gourmetmad kan sagtens være helt almindelig kalvespidsbryst, som bliver braiseret i 18 timer med en masse urter og vores egen øl. Det kan også være fantastisk, og det er ikke noget folk er vant til at få!”

For Elmely Kro går samarbejdet med Ringsted Festival ud på at levere noget mad, som vil højne standarden på VIP-platformen. ”Man skal gå derfra med en helhedsoplevelse - fantastisk musik bragende igennem ørene og samtidig velsmagende mad!” forklarer Poul. 

 ”Jeg glæder mig meget til at vise, at helt almindelige råvarer kan smage vildt godt!” siger Poul, som ser frem til at komme på festivalen, og give gæsterne noget til maven, mens de får serveret noget til ørene.

Besøget hos Elmely Kro blev afrundet med to stykker af deres fantastiske smørrebrød. På det ene stykke var der røget andebryst, med peberrodsmayonnaise, syltet grøn tomat og malt, og det andet var med paneret fiskefilet, rejer, tyttebær og dildmayonnaise. Fra første til sidste bid var jeg overbevist om, at samarbejdet mellem Elmely Kro og Ringsted Festival faldt i min smag! 
 

Læs mere om VIP-tilbuddet Scenekanten, hvor du med udsigt til Anlægsscenen, kan nyde en fantastisk gourmetmiddag fra Elmely Kro her!


 

Skrevet af Signe Kronholm Kjær Rasmussen
Skribent og kommunikationsmedarbejder hos Ringsted Festival

Madanmeldelse af Indian Street Food

På årets Ringsted Festival kan du få mad fra hele verden, og hvis du bevæger dig ned i Food Street, kan du tage et smut til Indien.

Hos Singh’s Indian Food kan du få spicy indisk mad, som giver varme i kinderne. De glade medarbejdere i foodtrucken står klar med både mad og drikke fra det indiske køkken.

Da festivalens smagsdommere var forbi Singh’s Indian Food, stod menuen på butter chicken og samosa. Dertil bestilte vi en mango lassi til at slukke tørsten.

Foodtruckens butter chicken skuffede ikke. Sovsen var både smagfuld og spicy, og kyllingen var mør og perfekt tilberedt. Samosaen, som toppede retten, tilføjede et sprødt element, og den var også fuld af smag.  

Den halv-stærke indiske ret går godt i spænd med den friske mango lassi, som er dejligt læskende. Det kan derfor anbefales at snuppe et glas med, når du køber en tallerken mad.

Alt i alt var smagsdommerne meget imponerede over festivalens indiske foodtruck. Maden mætter utrolig godt, så der er god værdi for pengene, og da smagen også er i top, får Singh’s Indian Food fem flotte stjerner. Velbekomme! 

Madanmeldelse af The Hound

Hos The Hound har de en forkærlighed til amerikansk BBQ. Der er skruet helt op for det amerikanske tema, og menuen står på burger, hotdogs og pomfritter. Hvis du skal have tørsten slukket, kan du gøre det med en lækker milkshake.

Da festivalens smagsdommere var forbi The Hound, gjorde vi det på ægte amerikansk vis og gik ”all in”. Vi bestilte burger, pomfritter og milkshake, og det gjorde alle maver mætte.

Burgeren hos The Hound er med pulled beef, så den er en smule anderledes end den klassiske burger. Kødet og tilbehøret smager skønt, men et lille kritikpunkt er, at burgeren var en smule kold og godt kunne klare en smule mere dressing.

Der var ikke en finger at sætte på pomfritterne. De var sprøde og perfekt krydrede, og med tre forskellige dips at vælge imellem, er der noget for enhver smag.

The Hound har to forskellige milkshakes, vanilje og chokolade. Vi prøvede den med chokolade, og vi blev ikke skuffede. Chokoladesmagen var intens, og milkshaken var alt, hvad en milkshake skal være.

Alt i alt lever The Hound helt op til forventningerne til en amerikansk BBQ. Smagsdommerne havde kun små kritikpunkter, så The Hound får fire flotte stjerner. Velbekomme!
 

Skribent: Maria Trustrup
Fotograf: Mads Illemann 

 

Madanmeldelse af flødebollesoftice hos Kjærstrup Chokoladeglæde

Et besøg hos Kjærstrup Chokoladeglæde i food court på Ringsted Festival får tænderne til at løbe i vand. Foodtrucken byder blandt andet på flødebollesoftice, der smager ud over det sædvanlige.

Kjærstrup Chokoladeglæde byder på seks forskellige flødebollesoftice, og der er noget til enhver smag. I dagens anledning blev der smagt på udgaven med hindbær, og det var bestemt et godt valg.

Flødebollesofticen ser utrolig indbydende ud i sit bæger, og den smager ligeså himmelsk, som den ser ud. Hindbærsmagen passer perfekt sammen med den neutrale softice. Flødebollebunden er en smule hård at få hul på med plastikskeen, men smagen gør det umagen værd. Det er tydeligt at smage, at bunden er hjemmelavet, og den mørke chokoladesmag er meget gennemtrængende. Bunden er dejlig sprød, og den går godt hånd i hånd med den bløde softice.

Kjærstrup Chokoladeglæde er placeret næsten bagerst i food court på festivalen, men det er uden tvivl et besøg værd, hvis du er på jagt efter en lækker dessert. Kvaliteten er nemlig i top!

Kjærstrup Chokoladeglæde får 5 ud af 5 stjerner.

Skribent: Christina Roed
Foto: Oliver Dinesen

Madanmeldelse af Italien Street Treats

Mamma Mia, den italienske mad er i top!

I Food Court kan du på dette års Ringsted Festival finde Italien Street Treats. Her bliver der solgt italienske specialiteter, og der er mange forskellige retter at blive fristet af.

Du kan for eksempel prøve retten ”Paccheri al Tartufo”, som er en pastaret med trøffel- og flødesauce, kalvekød og svampe. Eller du kan gå ombord i ”Gnocchi al Ragú”, hvor pasta lavet af kartoffel møder en lækker bolognese. Har du lyst til dessert, kan du prøve en panna cotta med kirsebærsauce.

Da festivalens smagsdommere var forbi den italienske foodtruck, stod menuen på trøffelpasta og gnocchi med bolognese.

Dommen faldt ved første mundfuld: Pastaen, som er vendt i trøffel- og flødesauce, smager himmelsk! Man bliver mødt af en eksplosion af smagsindtryk, som er afstemt til perfektion. Kalvekødet er lækkert og mørt, og pastaen har en skøn konsistens.

Og gnocchien kan også anbefales. Bolognesens smag er intens og krydret, og store drys af friskrevet parmesan afrunder retten og smagsindtrykket.

Så der er ingen tvivl - festivalens smagsdommere er overbeviste, og fantastisk smag, store portioner og skøn italiensk stemning sikrer Italien Street Treats fem stjerner. Velbekomme! 

Skribent: Maria Trustrup
Fotograf: Mads Illeman

Madanmeldelse af Futte's Pandekager

Er du til madpandekager med barbecue-marineret kylling, oksekød eller skinke, så skal du et smut forbi Futte’s Pandekager i food court på Ringsted Festival. Pandekagerne er virkelig lækre, men pas på med chilien.

“Vil du have chili i?” spørger pigen, som arbejder i Futte’s Pandkager. Jeg nikker, og kort tid efter tager jeg imod den nylavede og varme pandekage med oksekød. Pandekagen er dejlig blød og ser indbydende ud.

Retten er meget simpel, da der kun udover kød er en smule salat og dressing i. Hurtigt går det op for mig, at der er godt bid i pandekagen. Smagen af chili breder sig i min mund, og den forstærkes kun mundfuld for mundfuld. Det er måske en smule selvforskyldt, da jeg takkede ja til chili, men til en anden gang ville jeg nok udelade chilien, for at få den bedste madoplevelse. Dog er oksekødet virkelig lækkert, og det gør ikke noget, at der er sparet på grøntsagerne i retten. 

Madpandekagen med oksekød er et godt valg, når man står med en kold fadøl i den anden hånd og hører musik foran Anlægsscenen. I bund og grund er madpandekagerne et godt valg på årets festival, og hvis du er helt vild med chili, så skal denne anmeldelse bestemt ikke holde dig tilbage!

Futte’s Pandekager tager desværre ikke imod dankort, men heldigvis kan man betale med kontanter eller mobilepay, hvilket helt klart er et plus.

Futte’s Pandekager får 3 ud af 5 stjerner.

Madanmelder: Christina Roed og Mads Illemann
Skribent: Christina Roed
Fotograf: Mads Illeman

Madanmeldelse af Thai Hot Chili

For første gang er Thai Hot Chili en del af madboderne på Ringsted Festival. Thai Hot Chili byder på seks klassiske nudel- og risretter, og der er til enhver smag.

Er du typen, der altid spiser burger eller flæskestegssandwich på festival? Så skal du måske prøve noget nyt på dette års Ringsted Festival, og her er Thai Hot Chili et lækkert alternativ til et sundere festivalmåltid.

Foodtrucken byder på seks meget klassiske thai-måltider, men man skal ikke lade sig narre af, at det hurtigt bliver en kedelig affære. Er du til mad med smag i, så er “Rød karry”-retten nok lige noget for dig. Retten består af kylling, kokos, rød pasta, gulerødder og basilikum. Risene er lækre, og retten svømmer ikke i karrysovs, som nogle thai-retter godt kan komme til.

Er du mere til thai, der ikke har en stærk eftersmag, så er “Kylling cashewnødder” et ret godt alternativ. Cashewnødderne giver retten dét ekstra, som gør, at man har lyst til at spise hele den store portion op. Hvis du ikke har smagt thai før, så er denne ret det perfekte førstehåndsvalg.

Et tredje og måske lidt mere modigt valg er “Pad thai”, som er en nudelret med blandt andet kylling, æg og bønnespirer. Retten er lækker og ikke så tung som risretterne. Desuden byder Thai Hot Chili også på sprøde forårsruller og en vegetarret. Kvaliteten er i top, portionerne er store, og der er rigtig godt betjening.

Ringsted Festival har sit eget lille verdenshjørne i food court med så mange madspecialiteter, men Thai Hot Chili er uden tvivl kommet godt fra start.

Thai Hot Chili får 4 ud af 5 mulige stjerner. 

Madanmeldere: Christina Roed og Mads Illemann
Skribent: Christina Roed
Fotograf: Mads Illeman

Food Court er det nye sort

Kunne lidt lækkert italiensk street food eller en colombiansk vegetarburger friste?

I år har Ringsted Festival skruet op for de kulinariske oplevelser, så du i den nye Food Court kan blive mæt i alverdens lækre retter.

Festivalen har lyttet til gæsterne og tidens trend, fortæller Anders Sørensen, direktør for Ringsted Festival. ”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at foodcourts er det nye sort, så det har vi selvfølgelig taget til os.”

 Festivalen har i år haft særligt fokus på at opgradere madkoncepterne, så gæsterne kan få en oplevelse, der er lidt ud over det sædvanlige.

Og så indrømmer festivaldirektøren, er der også er en lille strategi med de nye lækre madtilbud: ”Vi ligger midt i byen, så mange af vores gæster bor tæt på pladsen, og så kan det jo være oplagt at gå hjem og spise og så komme tilbage på pladsen igen. Det kan vi godt mærke på omsætningen, så med den nye, spændende mad forsøger vi også at friste folk til at blive lidt længere tid på festivalen,” siger Anders Sørensen.

Hvis gæsterne skal holde til tre dages intens festival, går det ikke kun at servere burgere og franske hotdogs. ”Når man i tre dage i træk er på festivalpladsen i 14 timer om dagen, kan man ikke bare leve af pølser og pomfritter og drikke øl samtidig. Det bliver man syg af, så vi vil gerne tilbyde vores gæster noget mere og andet end det,” siger Anders Sørensen.  

I den nye Food Court kan du finde alt fra mexicanske tacos og italiensk pasta til søde pandekager og thailandsk kylling. Velbekomme!

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Ramin Mohammadi 

Kvalitetstjekket pulled duck-burger

På dette års Ringsted Festival får vi besøg af den populære og fremadstormende food truck Duck It! De serverer den absolut bedste kvalitet af confit de carnard i de sprødeste brioche-boller.  

Duck It-burgeren er et hit på Copenhagen Street Food, og har fået michelinkokke og madanmeldere til at måbe og bede om mere. Duck It startede på Kødbyens Mad og Marked, og har senere udvidet med en food truck hos Mobilechefs.com og en bod på Copenhagen Street Food. 

Den lækre Duck It-burger har været længe undervejs, og ejeren Tony Jørgensen forklarer: ”for at få burgeren præcis som jeg ønskede, har jeg blandt andet smagt omkring 40 boller, før jeg fandt den rette. Derudover har jeg også udviklet opskriften til vores egne syltede rødløg.” Tony er ikke kok, men har en enorm viden indenfor det kulinariske felt: ”Jeg sætter mig ind i ting på en dedikeret måde! Jeg har lavet mange events, og når man arbejder i event-branchen prøver man konstant at optimere og gøre tingene bedre. Den måde at arbejde på, har jeg taget med mig i udviklingen af Duck It.”

Ejeren Tony tager selv med Duck It på Ringsted Festival, og glæder sig til at opleve den intime og festlige stemning. Han er uddannet skuespiller og ambitiøs forretningsmand. Når Tony står i sin bod på Copenhagen Street Food eller i sin food truck rundt omkring i Danmark, elsker han at være udfarende og lave sjov med sine gæster! Han stikker til sine gæster på en humoristisk måde - så hvis du på Ringsted Festival pludseligt bliver budt på en smagsprøve i Duck It’s food truck, og efterfulgt kaldt Supermand eller Harry Potter, ved du, at du har mødt Tony! Tony går med sin positive energi lige til grænsen, og får sine gæster til at hyle af grin. 

Når du efter årets Ringsted Festival ikke har fået nok af det lækre pulled duck, skal du ikke fortvivle. Tony har blandt andet snakket med Netto og Meny og du kan, hvis alt går efter planen, snart få fingrene i det lækre kød i dit lokale supermarked! ”Jeg har gjort en avanceret spise, utrolig nem for Hr. og fru Danmark. De kan nu tilberede confit de carnard derhjemme på blot 4 minutter, i stedet for halvandet døgn, som det ellers ville tage.”

Han er vild med at tænke større end sig selv og drømme om udvidelser og konceptudvikling. ”At være first mover på et produkt, synes jeg er interessant. At udvikle et produkt, der er lignende produkter klart overlegen, tiltaler mig!” 

Hvis kombinationen af pulled duck, broiche-boller og kvalitet er sød musik i dine ører, skal du helt klart tage et smut forbi Duck It på årets Ringsted Festival!