Interview

Interview med David Egebjerg

DJ’en David Egebjerg skal være med til at sætte gang i festen på Ringsted Festival. Med en række DJ-venner indtager David øen, og skaber en oase for det yngre publikum!

David beskriver sig selv som ambitiøs, målrettet og dedikeret. Han prøver at opbygge en sammenhørighed med festdeltagerne, og ”lægger meget vægt på at få glæden for musikken, helt ud over pulten. Jeg elsker at få den intime feedback fra dansegulvet, som jeg får ved hele tiden at have øjnene og opmærksomheden derpå”, forklarer David.

David har gennem hele livet haft musik tæt inde på livet: ”Hjemme i mit barndomshjem var specielt min far og storesøster bidt af musik. Der kørte altid musik på anlæggene i hele huset. Min far hørte meget The Beatles og 60'er-rock. Min søster havde altid MTV kørende - der fik jeg interesse for 90'er-dance!”

Drømmen om at være DJ startede for David for 6 år siden: ”En af mine venner var DJ, og han spurgte om jeg ikke ville med ham ud en aften og spille. Den aften skete der noget helt magisk. Jeg blev helt betaget af at se alle folks glæde, når han overraskede dem med musiknumrene. På vej hjem fra festen sagde jeg til min ven: "Jeg vil lære det der! Det er det fedeste jeg nogensinde har set!”” David lånte et lagerrum af Black Stars i Ringsted. I tre måneder øvede han hver dag i bidende kulde, med både vinterjakke og handsker. ”Efter de tre måneder fik jeg mit første job på Crazy Daisy i Ringsted. Det var starten på min club-karriere, som sidenhen har taget fart og ført mig rundt i både ind- og udland”, forklarer David.

Vi spurgte David om, hvad han ser frem til på Ringsted Festival. Ud over at varme publikum op ved Reaktoren, glæder han sig til: ”at spille support for nogle af kunstnerne på den store scene i Reaktoren. Det er en kæmpe drengedrøm! Alle de år jeg har været på festivalen, har jeg stået og kigget drømmende op på præcis den scene og håbet på, at jeg en dag skulle derop og spille!”

Derudover glæder David sig også til at opleve stemningen på Ringsted Festival: ”Det fedeste ved Ringsted Festival er den helt unikke stemning og atmosfære der er. Festivalpladsen er fantastisk flot, med alle de grønne områder”, forklarer David. Ringsted er Davids hjemmebane, og han forklarer: ”Det gør det endnu mere specielt at spille på Ringsted Festival for mig, fordi Ringsted er min hjemmebane – både fordi meget af min barndom er tilbragt i byen og fordi min DJ-karriere startede netop her!”

Hvis man efter Ringsted Festival ikke har fået nok af David Egebjerg, kan du finde ham på klubber rundt omkring i landet. For at finde ud af lige netop hvor, du finder David, kan du følges hans Facebook og Instagram. Derudover kan du høre Davids musik på Soundcloud

Interview med Mads Otzen

Mads Otzen spiller torsdag d. 4. august kl. 12:30. Han indtager Pamperhalle med sit melodiske univers, hvor håndspillet musik og nærvær er i højsædet! 

Mads Otzen sætter det at være kunstner lig med at kunne bevæge andre med sin musik. Han betragter på nuværende tidspunkt sig selv som håndværker, men håber brændende en dag på, at stolt kunne kalde sig kunstner! Mads’ musikalske inspirationskilder spænder bredt, hvilket kan være et stort problem: ”Hvis man gerne vil blive spillet i radioen, skal udtrykket helst være meget snævert, så alle kan genkende kunstneren med det samme.”

Mads’ karriere startede allerede da han som 10-årig fik et trommesæt i julegave: ”Min far er musiker og han begyndte, efter mange år i forskellige bands, at spille 'suppe-steg-og-is'. Her kom jeg så med og spillede!” Siden da har Mads taget sig en uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium i København, blandt andet været med i kopi-bandet POPlic service og spillet med både Rugsted & Kreutzfeldt og Zididada.

I takt med, at Mads’ musikalske evner har udviklet sig, er ambitionsniveauet steget stille og roligt: ”Når man starter med at spille musik, så begynder man med at være eksalteret over at kunne spille en rigtig akkord og kunne ramme de rigtige tangenter. Derefter når man til at kunne skrive musikken selv, hvilket man så har optur over! Sådan skifter det hele tiden.” Mads startede altså med at spille musik, fordi det føltes godt - og at han kunne bevæge mennesker med sin musik blev efterfølgende en stor drivkraft for ham!

Vi spurgte Mads, hvad han ser frem til på Ringsted Festival: ”Det er anden gang jeg skal spille på Ringsted Festival og jeg glæder rigtig meget til den stemning der er på festivalpladsen! Der er styr på tingene både på og bag scenerne. Der er nærmest feriestemning på festivalpladsen!”

Du kan finde Mads Otzen på hans hjemmeside og Facebook.

Interview med Mathias Heise Quadrillion

I de sene nattetimer spiller Mathias Heise Quadrillion op til dans på scenen Den 7. Himmel på Øen. Bandet leverer en groovy blanding af jazz, funk og fusion med elegancen og det sofistikerede som omdrejningspunkt!

Mathias Heise Quadrillion er et ung jazz- og fusionsband, som arbejder på at revitalisere fusionsmusikken. Bandet eksperimenterer med: ”en fusion mellem jazzens harmoniske og melodiske univers og rockens elektriske instrumenter og groove-orienterede rytmik”, forklarer de. Mathias Heise Quadrillion er inspireret af fusionsikoner som Weather Report, Herbie Hancock, Pat Metheny og Michael Brecker, men finder også deres inspiration mange andre steder: ”blandt andet kunstnere indenfor moderne jazz som Kurt Rosenwinkel, Brad Mehldau og Mark Guiliana. Desuden integrerer vi spoken word passager i musikken inspireret af folk som Per Højholt, Jørgen Leth og Jens Blendstrup.”

Mathias Heise, der er bandets grundlægger, startede med at spille mundharpe som 8-årig, og har siden da vundet flere priser samt verdensmesterskabet i kromatisk jazz-mundharpe ved World Harmonica Festival i Tyskland. Han mødte en meget ung Mads Christiansen (guitar) på Rødovre Musikskole, da han selv var 13 år gammel, og de har holdt fast i hinanden lige siden. Aksel Stadel Borum (trommer) stødte til fra Sankt Anne MGK, hvor han gik årgangen under Mathias, og David Vang (bas) var et kendt ansigt i Københavns musikmiljø - berygtet for sine fuldfede funkfingre.


Vi spurgte drengene fra Mathias Heise Quadrillion om, hvor drømmen om at lave musik kommer fra, og de svarede: ”Den har boet i os siden vi først samlede vores instrumenter op og mærkede suset ved fællesskabet. I musikken opstår en gruppedynamik, der ikke findes andre steder. Individerne smelter sammen til et samlet udtryk, der er større end den enkelte, men man er samtidig dybt afhængig af hver individuel musiker.”

Siden drengene startede bandet, er de blevet afhængige af den aktivt medskabende måde at være til stede på. Bandet beskriver at deres fælles musikalske mål, ikke nødvendigvis er at forstå hinanden, men at: ”bruge hinanden, hjælpe hinanden, ride med på bølgen, fortolke og medskabe i en levende spiral, på ved mod det ukendte.”

Mathias Heise Quadrillion spiller fredag d. 5. august på scenen Den 7. Himmel på Øen kl. 00:00. Vi spurgte dem om, hvad de ser frem til på Ringsted Festival: ”Vi ser frem til at spille det allerbedste, vi har lært og til at lade os inspirere af de smukke omgivelser, festivalstemningen samt den opstemte menneskemængde. Vi ser frem til en unik, euforiserende aften.”

Interview med Stig Skovlind og Kaffeorkestret

Stig Skovlind og Kaffeorkestret spiller på scenen Den 7. Himmel på Øen torsdag kl. 15:00. Vi har snakket med Stig Skovlind om inspirationskilder, drømme og selvfølgelig dette års Ringsted Festival!

Stig Skovlind har inspirationskilder som Sting, Bob Marley, Paul Simon og James Taylor, og forklarer at han er vokset op med en mere levende musik! ”Jeg er vokset om med musikere, der beskrev sig selv gennem meget mere end singlehits og afklædte musikvideoer. Mine danske sange er mit forsøg på at skabe bevægende, hverdagspoetiske sange tilsat verdensmusik. Sange som jeg ønsker og føler dybt for, og som jeg håber vil få os til at mærke vores hjerter, glædes ved det menneskelige, det nære og ved fællesskabet. Vi er ikke noget alene. Bare se mit orkester. Uden dem var jeg ikke så meget”, forklarer Stig Skovlind.

Stigs karriere startede i 1984 han da mødte Nat Russel Jr. og startede et funkband i København ved navn 'Tonight'. ”Vi blev lynhurtigt populære på landets gymnasier, men jeg droppede ud i søgen efter en dybere mening. Senere vendte jeg tilbage som musiker i Beverly Hills Orchestra”, forklarer Stig.

Drømmen om at lave musik stammer fra Stigs far og onkler, som spillede og sang ved sociale lejligheder. ”Jeg blev inspireret til at tage det et step videre og tilføre musikken original poesi for at kunne dele min tanker og følelser med verden. Sikkert i drømmen om at gøre verden til et bedre, mere kærligt og mere fredeligt sted at være”, forklarer Stig.

Vi spurgte Stig, hvad han ser mest frem til på årets Ringsted Festival, og han svarede: ”Jeg ser frem til at slippe mine sange og mine superdygtige og charmerende musikere løs overfor et nyt og forhåbentlig nysgerrigt publikum. Måske er der musiknydere, der kan lide de samme kunstnere som jeg er inspireret af eller folk der måske holder af Gnags, Rasmus Nøhr eller Bo Kaspers, som jeg godt kan føle mig kunstnerisk i familie med.”

Hvis man efter Ringsted Festival ikke har fået nok af Stig Skovlind og Kaffeorkestret, kan man finde dem på de sociale medier (FacebookYoutubeInstagram) og rundt i landet, hvor de spiller koncerter. Du kan se fremtidige koncerter med Stig Skovlind på hans hjemmeside. Desuden bliver Stigs sange ofte spillet i radioen: ”Danmarks Radio's P5 spiller mine sange dagligt og jeg er på den kanal fordi jeg hører til den modne gruppe af kunstnere som af politiske grunde ikke bliver dækket af P4 længere. Sådan er det!”

Interview med Pullman Brown

Lørdag d. 6. august kl. 15:00 spiller Pullman Brown på scenen Den 7. Himmel på Øen. Pullman Brown er et ungt, up-coming københavner-band, som lever højt på neo-soul viben.

Ud over neo-soul trækker gruppen også på poppede, hip-hop’ede og rockede elementer. ”Det stemmer også meget godt overens med, at vores inspirationskilder bl.a. er navne som D’angelo, Erykah Badu og J Dilla. Vi prøver altid at ramme en ny lyd - vores egen lyd” forklarer Pullman Brown.

Pullman Brown startede med en lille tilfældig jam-session tilbage på Sankt Annæ Gymnasium. ”Vi spillede et par numre til et koncertarrangement en aften og fik en masse positiv feedback. Siden da er vores ambitionsniveau omkring Pullman Brown kun steget. Og det bliver det forhåbentlig også ved med” forklarer drengene fra Pullman Brown.

Ringsted Festival spurgte de unge københavnere om, hvor bandnavnet stammer fra, og de svarede: ”Alle der har spillet i et band ved at det kan være lidt af en udfordring at finde et bandnavn og ikke mindst at blive enige om det. I opstartsfasen faldt vi over “Pullman Brown” på en wikipedialiste over alle verdens farver. Vi synes det lød fedt.” Som bonusinformation fortæller drengene at ”Pullman Brown er den smukke brune farve på UPS pakkebilerne.”

Pullman Brown spiller som tidligere nævnt lørdag d. 6. august på Ringsted Festival. Vi spurgte dem om, hvad de så frem til på årets festival: ”Vi glæder os selvfølgelig helt vildt meget til selv at spille, men ser også frem til at høre nogle fede koncerter, drikke nogle bajere og møde en masse søde mennesker.”

Pullmann Brown er i gang med en masse sangskrivning og produktion, og har derfor ikke arrangeret flere koncerter det næste stykke tid: ”Til gengæld glæder vi os til at vende stærkt tilbage med en masse ny musik - højst sandsynligt i løbet af efteråret”, fortæller drengene fra Pullman Brown. Hvis du dog efter koncerten på Den 7. Himmel ikke har fået nok af de unge københavnere, kan du følge deres Facebookside, hvor de deler et par smagsprøver i ny og næ!

Interview med Artifact Collective

Vi har snakket med Artifact Collective, som spiller på Den 7. Himmel lørdag kl. 00:30. Drengebandet fra København er dybt fæstet i soulgenren og har vundet bedste EP 2015 til Scandinavian Soul Music Awards!


Artifact Collective er en gruppe drenge fra København, som hænger ud i både øvelokalet og på barerne på Nørrebro. ”Vi leger, udvikler os musikalsk, og har en fælles mission om at røre folk med vores musik”, forklarer forsanger Victor. Bandet lader sig inspirere af mange forskellige kunstnere, og har alle forskellige musikalske baggrunde at bidrage med: ”Interessen for Soul, RnB, og 90’ernes Neosoul er en fællesnævner, som binder os sammen musikalsk.”

Artifact Collective startede som en idé om et soulband hos forsangeren Victor, i 2013. Han samlede et hold musikere, som sammen skulle udvikle deres bud på hvordan moderne soul kunne lyde. ”Vi har udviklet os meget siden. Først var besætningen en del anderledes, hvor Victor både sang og spillede klaver, og vi kun havde én af de blæsere vi har nu. Siden er Bastian kommet med på klaver og blæsergruppen har været ude for en udskiftning og tæller nu både trombone, tenorsaxofon og trompet.” forklarer bandet Artifact Collective. Deres lyd er blevet udviklet og finpudset, til et mere råt og dynamisk udtryk. Som en del af deres udvikling, eksperimenter de med både rap, effekter, og andre overraskelser.

Artifact Collective spiller som tidligere nævnt på Den 7. Himmel lørdag kl. 00:30. Vi har spurgt dem om, hvad de ser frem til, når de skal indtage scenen på årets Ringsted Festival: ”Vi har spillet på mange mindre festivaler, og glæder os til at prøve at spille for et bredere publikum. At spille på en større festival øger motivationen endnu mere for at levere et brag af et show! Derudover glæder vi os til at se en masse gode koncerter!”

Efter Ringsted Festival skal Artifact Collectives tid bruges i studiet, så nye sprøde toner kan udgives. Dog fortæller de at: ”hvis man alligevel savner os er vi stadig at finde på vores facebookside, hvor vi blandt andet giver et indblik i hvad der sker bag kulisserne.”

Bandet vandt prisen for bedste EP 2015 til Scandinavian Soul Music Awards. Vi spurgte hvad deres næste mål var, og her er deres svar: ”Vi er enormt stolte af prisen, og selvfølgelig glade for at vores musik bliver anderkendt. Det hæver selvfølgelig forventningerne til vores næste udgivelse, men for os handler det om at skrive gode numre, priser eller ej. Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores sound og vores udtryk, og det vil vi blive ved med! Det er musikken, og ikke priserne eller anmeldelserne, der er i fokus.”

Interview med Julian Maraboto

Torsdag den 4. august klokken 18:00 spiller Julian Maraboto på scenen Den 7. Himmel på Ringsted Festival. Hans musik er en hybrid mellem rock og pop, og derudover låner han elementer fra jazz og blues. Ringsted Festival har snakket med Julian om, hvem han er, hvordan han definerer sig selv som kunstner og selvfølgelig, hvad han glæder sig til på Ringsted Festival! 

Julian Maraboto er fra Mexico, men bosiddende i Danmark. Han flyttede til Danmark, da han forelskede sig i en dansk kvinde, som han nu har to børn sammen med.

Julian repræsenterer både sig selv som solo-solist samt den multikulturelle gruppe Los Fuegos, der i 2014 var nomineret til Danish Music Award som Årets Live Navn i World-kategorien.

”Mine tekster er en afspejling af de multikulturelle erfaringer, som mine mange rejser mellem Mexico og Danmark har budt på ” forklarer Julian. Han fokuserer på ”integrationen af kulturer i en verden, hvor der er hårdt brug for respekt mellem samfund og accept af forskellige sociale, politiske og religiøse ideer.”

Julians mexicanske baggrund har hjulpet ham i hans musikalske karriere, med at ”se to forskellige realiteter på samme tid. Eksempelvis det danske velfærdssystem og det smukke mexicanske kaos”, forklarer han. Han er stadig i gang med at definerer sig selv som kunstner: “Hver dag er en ny dag, og jeg lærer konstant nye sider af livet at kende. Den essens vil jeg gerne tilføje min musik – Det er derfor mine sange er så forskellige fra hinanden.”

På Ringsted Festival glæder Julian sig til “at give en fed koncert og vise publikum, at mexicanere ikke nødvendigvis er fyrer med sombrero, som spiller guitar ved siden af en kaktus!”

Hvis I vil udforske Julian Marabotos univers yderligere, er han at finde på instagram, twitter og facebook.