Festivalgæst

Annette skal se to Rasmus’er

Sidste år tog Annette Petersen og hendes veninden hinanden under armen og tog på Ringsted Festival for første gang. De blev grebet af stemningen, så i år er de her igen.

”Vi kendte nogen, der havde været her, og de sagde, at det var rigtig fedt og sjovt, og så trak musikken også i os,” fortæller Annette Petersen, som kommer fra Køge og til daglig arbejder i et forsikringsselskab.

I år har de to veninder anskaffet sig en lørdagsbillet til Ringsted Festival, og de har især glædet sig til at se de to Rasmus’er på Anlægsscenen. Rasmus Walter og Rasmus Seebach.

Udover musikken bliver det også tid til hygge med andre venner på pladsen.

”Vi kender nogle over på campingområdet, hvor vi skal over og spise noget god mad og drikke noget vin. Det bliver rigtig hyggeligt,” fortæller Annette Petersen.

Hun er normalt ikke den store festivalgænger, men stemningen på Ringsted Festival tiltaler hende.

”Vi har snakket om at tage på Smukfest, men der skal man jo være hurtigt ude for at få billetter, og stemningen på Ringsted Festival er lidt den samme med alle træerne,” siger Annette Petersen og fortsætter:

”Her er så dejlig afslappet. Man kommer, som man er, og her er plads til familier. Det er smadderhyggeligt.”

Skribent: Maria Trustrup
Fotograf: Ramin Mohammadi

Samarit-familien er tilbage på Ringsted Festival

Ringsted Festival har en vaskeægte samarit-familie. Hvor mor, far og børn alle er samaritter og hjælper festivalens gæster, hvis de kommer galt af sted.

Samarit-familien har seks medlemmer. Charlotte Lorenzen er gift med Niels, og sammen har de sønnerne Simon, Philip og Mikkel. Philip har også hevet sin kæreste Ronja med, som også er blevet en del af samarit-klanen. 

”Niels og jeg har været samaritter i rigtig mange år i Roskilde, og da vi flyttede til Ringsted, blev vi headhuntet til at undervise de frivillige på festivalen,” fortæller Charlotte.


Det er familiens femte år på Ringsted Festival, men familien har stort set altid været ”samarit-familien”.

”Simon har været med, siden han var 4, og Philip har været med, siden han var 5. Og yngstemanden Mikkel, ja, han har været med, siden han blev født,” siger Charlotte.

Familien stiller op som samaritter igen og igen, fordi de elsker at gøre en forskel. Deres job som samaritter indebærer alt fra at holde folk på panden, når de kaster op, til at fikse vabler og tage sig af folk, som falder om.

”Vi tager os af alt. Alle former for skader,” siger Charlotte, og Niels supplerer: ”Ja, og nogle gange handler det simpelthen om at holde folk i live, indtil ambulancen kommer.”

Niels er gammel ambulanceredder, så jobbet som samarit ligger ham ikke fjernt.

Når familien er på Ringsted Festival, bliver der også tid til at høre en smule musik, imens koncerterne er i gang. Og her har familien i øvrigt en fast tradition: ”Vi skal altid op se Rasmus (Seebach, red.),” fortæller Charlotte.

”Ikke mig,” indskyder Niels.

”Nej, imens vi hører Rasmus, så passer Niels det hele hernede. Sådan er traditionen,” lyder det fra Charlotte.

Halvandet-årige Freja rocker til Ringsted Festival

Hun sidder og hygger sig i sin barnevogn og rocker med til musikken, imens hun smiler op til mor og far. Halvandet-årige Freja Jørgensen har taget sine forældre med på Ringsted Festival, og hele familien er vilde med stemningen på pladsen.

”Folk er stille og rolige, der er super hyggeligt, og alle er galde. Så ja, det er fantastisk,” siger David Petersen fra Ringsted.

Det er første gang, at han er på Ringsted Festival, men hans bedre halvdel, Pia Jørgensen, har prøvet det en enkelt gang før.

”Jeg var her første gang, da jeg var 12-13 år gammel. Det var på den allerførste Ringsted Festival, så det har jo udviklet sig meget siden dengang,” fortæller Pia Jørgensen.

Familien havde hørt en masse godt om festivalen, så i år besluttede de sig for at tage af sted.

Pia Jørgensen har især glædet sig til at se Billy Ocean, mens David Petersen er mere til metal og rock. ”Så der er ikke så meget for mig, men jeg glæder mig til at se Magtens Korridorer. Det bliver mit højdepunkt,” siger han.

Selvom det er første gang, at lille Freja er på festival, klarer hun det helt perfekt. ”Hun elsker det. Hun sidder rigtig og danser og rocker med,” lyder det fra David Petersen. 

Dagens festivalgæst: Fede bands, stemning og venner lokker Matilde til Ringsted Festival

Sidste år blev Matilde S. Hansen hevet med til Ringsted Festival af en veninde. Det var første gang, at hun besøgte festivalen, og i år er hun her igen. 

”Jeg synes, at det er så fedt, for her er så hyggeligt. Det er mellem træerne, det er stille og roligt, og der er plads til mennesker, så det ikke bliver for pakket. Det er simpelthen så rart,” siger 35-årige Matilde S. Hansen og uddyber: ”Der er en rigtig dejlig stemning. Alle er så glade.”

Matilde S. Hansen, som bor i Ugerløse, er normalt ikke den store festivalgænger, men hun har dog været på Langelandsfestivalen tre gange. ”Ringsted Festival minder lidt om Langelandsfestivalen – uden at den er så langt væk,” griner Matilde S. Hansen. 

For Matilde S. Hansen er samværet med vennerne og den gode stemning det vigtigste, når hun er på Ringsted Festival. Hun glæder sig dog også til at høre en masse god musik.

”Der kommer vildt mange fede bands i år. Jeg glæder mig rigtig meget til KATO og D-A-D, og så er jeg sindssyg vild med Black Dylan,” lyder det fra Matilde S. Hansen, inden hun forsvinder ud i mængden af glade festivalgæster med sin veninde i den ene hånd og en drink i den anden.