Artikel2017

Dagens festivalgænger: Mogens og Anita

Vi mødte Mogens og Anita på festivalpladsen. Læs om dem her!

”Man skal have haft en ekskone, -mand eller –kæreste” -  det er kravene for at være en del af Camp Ex, som er Mogens’ og Anitas hjem under Ringsted Festival. I lejeren bor de 14 gode venner sammen, der kender hinanden fra blandt andet Brøndby, Ishøj og Langelandsfestivalen. Uden for festivalens rammer mødes de til Ringsted-komsammen, hvor de laver mad og hygger. 

RF17_NaiomiMøllegård (57).jpg

Mogens og Anita, som bor i Brøndby Strand, har valgt at tage turen til Ringsted, da det ikke er så langt væk hjemmefra. De har været sammen i 24 år og er på festivalen for fjerde gang. Gennem årene har de både boet på vandrehjem og på campingplads. ”Vi får dækket vores behov for musik og hygge” lyder det fra Anita, som nyder at være på festival! 

Mogens er 57 år og arbejder som lagerchef på Royal i Greve og sin fritid ser han fodbold. Anita på 55 år er midlertidigt hjemmegående og træner. 

Skribent: Sidse Christoffersen
Fotograf: Naomi Møllegård

McDonald's til de hårdtarbejdende!

Når festivalpladsen er lukket, og gæsterne er gået til køjs, arbejder de mange frivillige for at gøre pladsen klar til næste dag – derfor har vi været på pladsen for at uddele lidt godter!

Ringsted Festival har en masse dejlige medarbejdere, som hver dag gør pladsen klar til vores gæster. De slider og slæber og fikser alt fra oprydning efter gårdagens festligheder, til opsætning af artisternes scene. Disse dage er mængden af søvn til medarbejderne mindre end normalt. De går sent i seng og står tidligt op. Derfor tog vi en tur på pladsen og uddelte lækkerier til de hårdtarbejdende frivillige og medarbejdere fra McDonald’s.

Solen skinnede over pladsen, og vi gik på jagt efter frivillige som på trods af søvnmangel, stadig var at finde på festivalpladsen.

På den tomme festivalplads mødte vi en håndfuld friske mænd og kvinder, der var ved at gøre klar til Burhan G’s store sceneshow. Glæden i deres øjne ved synet af Magaboxen fra McDonald’s var enorm. De tog for sig af retterne og skyllede det ned med en sodavand. Vi fik en hyggesnak om, hvordan det er at være frivillig på Ringsted Festival og en kombination af god musik, godt humør og surprise-mad fra os var ikke til at tage fejl af - de var glade for at være frivillige. Vi gik videre på pladsen, med det formål at sprede godt humør og forkæle medarbejderne.  

Vi takker McDonald’s for forkælelsen til både vores festivalgæster og alle vores frivillige – hop forbi McDonald’s og køb deres festivalstilbud søndag, som kan kurere tømmermændene dagen derpå!

Morgenmad - FrejaMøllebæk (1 of 11).jpg

Skribent: Maria Jürs
Foto: Freja Møllebæk

Portræt af en festivalgænger: Christina, Signe og Anna

Vi gik en tur på festivalpladsen og stødte på Christina, Signe og Anna. Hør om dem her!

”Gulddreng har lokket” lød det fra Christina, Signe og Anna på henholdsvis 26, 24 og 24 år. De kender hinanden fra HF i Næstved og er sammen taget til Ringsted Festival fredag for at opleve dagens musikprogram. 

Det de glædede sig mest til, var, som ovennævnte citat udtrykker, at høre Gulddreng! Suspekt, Kesi, Folkeklubben og Sussi og Leo var dog også på programmet hos de nye festivalgængere, der grinende udbrød: ”Vi skal op og se Sussi smide trussen”. Ikke blot var de lige ankommet til festivalen samme dag, men det var også første år på festivalen for to af veninderne!

Til daglig studerer Christina sygeplejerske, Signe er tatovør og Anna arbejder på et omsorgshjem.
Sammen tager de ud og fester og hører god musik. 

Skribent: Sidse Christoffersen
Fotograf: Naomi Møllegård

Madanmeldelse af CPH BBQ Steak House

Pressecentrets skribent Maria tog sin far under armen og besøgte CPH BBQ Steak House. Læs hvad de syntes om det!

Til dagligt står Troels Ringborg og Casper Nielsen i Københavns Streetfood-mekka Papirøen og laver saftige pulled pork-burgere. Jeg har været på pladsen og smagt nogle af de lækkerier, som kan nydes hos CPH BBQ!

Det er første gang CPH BBQ gæster Ringsted Festival, og det bliver nok ikke sidste gang, vi får deres lækre kød at smage. På vej til Cosmo møder jeg et lille hyggeligt bjælkehus. I huset møder jeg Casper fra CPH BBQ, og vi får os en snak om deres mad. Imens jeg snakker med Casper, opdager jeg de fine lyskæder der omkranser bjælkehytten og indser, hvor gennemført og fint et sted jeg befinder mig. Madboden emmer af god grillmad og hygge!

Som udsendt fra Ringsted Festivals presseteam tog jeg min far, som er jord- og betonarbejder, med for at smage kødet fra CPH BBQ. Kødet var lækkert og mørt, det havde en helt fantastisk struktur, og det ultimativt bedste var smagen. Det bedste ved kødet var den lækre smag af grillrøg. Grillrøg, som var super delikat. Det mindede mig om gode grillaftner, hvor godt samvær og god grillmad var det vigtigste. At sidde på Ringsted Festival med min far og blive kastet tilbage til dengang, jeg var barn, hvor vi sad i vores have, med duften fra grillen indover bordet, var virkelig skønt!

CPH BBQ har to menuer: To frokostretter og to aftenretter. Til os serverede de et mix fra begge menuer, som var meget lækre og mættende. Alle menuerne indeholder både en lækker salat og hjemmelavet pesto. Men det allervigtigste var selvfølgelig det lækre kød! Hvis man endnu ikke har været forbi CPH BBQ, så er det om at få gummistøvlerne på nakken og hoppe derhen!

Jeg giver maden fra CPH BBQ 4 ud af 6 festivalmænd. Jeg er ikke den store kødspiser, men det her var virkelig godt! Min far giver 6 ud af 6 festivalmænd - En kæmpe anbefaling herfra! 

Skribent: Maria Jürs
Fotograf: Freja Møllebæk

”Det er dejligt at være med i den lokale fest”

Det Lille Bryggeri er igen med på Ringsted Festival, og brygmester Rene Hansen har store planer for fremtiden.

For en uges tid siden skete der store ting på Det Lille Bryggeri i Bringstrup lidt uden for Ringsted. Brygmester Rene Hansen kunne tage sit spritnye bryggeri i brug, som har kapacitet til at producere fem gange så meget, som mikrobryggeriet hidtil har kunnet.      

”De sidste fem dage har jeg produceret 5.000 liter øl,” fortæller Rene Hansen med stolthed i stemmen.

Lige nu sidder han på Ringsted Festival, hvor han sammen med 12 hjælpere langer hjemmebryggede øl over disken. Festivalgæsterne kan vælge mellem tre forskellige fadøl og otte flaskeøl, så der er noget for enhver smag.

Rene Hansen lavede sin første øl tilbage i 2005, og i dag har hans lille bryggeri vokset sig så stort, at der er 10-12 forskellige øl i det faste sortiment og omkring 20 sæsonøl.

”Jeg har brugt det lille bryggeri til at eksperimentere en masse, men det nye anlæg gør, at jeg kan producere meget mere,” siger Rene Hansen.

Det Lille Bryggeri eksporterer i øjeblikket til fem forskellige lande, men drømmen er at blive meget større. I dag er bryggeriet en hobby for Rene Hansen, men tanken er, at han indenfor et år kan kvitte sit job og leve af Det Lille Bryggeri.

”Kvaliteten skal kunne følge med, så jeg har ikke travlt. Men planen er helt sikkert, at jeg skal leve af det,” siger Rene Hansen.

Det er andet år, at Det Lille Bryggeri er med på Ringsted Festival, og hyggen og den gode stemning tiltaler brygmesteren. ”Det er dejligt at kunne være med i den lokale fest. Det er vigtigt for os,” siger Rene Hansen og byder på en iskold – og hjemmebrygget – fadøl.

Skribent: Maria Trustrup
Foto: Naiomi Møllegård

Portræt af en festivalgænger: Kent og Bjarne

Vi tog en snak med Bjarne og Kent, som vi mødte på festivalpladsen. Læs hvem de er her! 

”Jeg kan godt lide at feste med de søde piger!"

Sådan lød det fra Bjarne, der sammen med sin bror Kent sad og drak en øl. Bjarne og Kent er stedbrødre og begge fra årgang 61. 

Det er første gang de er afsted på Ringsted Festival og valget faldt på dette sted, da det lægger tæt på deres hjem i Køge - samt på grund af den gode musik. Især er de kommet for at se Queen Machine, men glæder sig også meget til at se TOTO. Ud over musikken er begge brødre her også for at opleve hyggen og stemningen. ”Når jeg får noget at drikke løber det gode hjerte af med mig. Så begynder jeg at danse” kom det yderligere fra Bjarne. 

Bjarne arbejder til daglig som konsulent ved Teknologisk Institut i afdelingen Automobilteknik. Kent arbejder som murer. Brødrene har en herreklub tilfælles, som de begge er medlem af. Herreklubben består af 17 mænd, og det er dem brødreparret er afsted med alle tre dage - og sammen bor de på campingpladsen i campingvogne. 

Både Bjarne og Kent er singler. 

Skribent: Sidse Christoffersen
Fotograf: Naomi Møllegård

Madanmeldelse af Empanadas

Hos Empanadas er der masser af kærlighed og hemmelige ingredienser. Den sydamerikanske stemning kommer til udtryk ved de mange farver på madvognen og flaget, der blafrer let i vinden. 

Den brandvarme empanada serveres med glimt i øjnene af de tre unge fyre i vognen. 

Der er fire forskellige varianter at vælge imellem - kylling og broccoli, oksekød, skinke og ost og vegetar. Vi kastede os ud i at smage en empanada med oksekød og en med vegetarfyld. 

Begge blev lunet i den lille stenovn i vognen. Det gav dejen en lækker sprød bund og en god blød top. Vi fik associationer til små kroge i de italienske stræder, hvor der bliver solgt frisklavede calzoner. I vegetarudgaven var der skruet op for osten, som fik følgeskab af solmodne tomater og basilikum, og i oksekødsvarianten var der i stedet en masse kød, gulerødder og rød peber. Kun mudderet og de våde borde og bænke afslørede, at vi i stedet for Italien befandt os lige midt på Sjælland. 

Der var smæk på smagen i begge empanadas, som koster 30 kroner for ét styk og 75 kroner for tre. Vi savner dog lidt variation i konsistens og smag.        

Alt i alt en rigtig god madoplevelse, som får fire stjerner ud af seks.    

Skribenter: Maria Trustrup og Lina Viinberg
Fotograf: Naomi Møllegård 

Den rigtige Ringsted-menu er hygge og hurtigmad

Det gode campinghumør på Ringsted Festival findes stadig trods nattens store regnskyl. En af måderne at komme godt igennem festivalen er en rigtig “Ringsted-diæt”. Anne, Marika og Carsten byder indenfor i forteltet, mens de sidder og nyder morgenkaffen. 

“Første år vi var her, opfandt vi Ringsted-kaffen,” fortæller Marika. “Den består af whisky, farin, kaffe og bailey. Vi var løbet tør for flødeskum - og så er det også bedre end Irish Coffee,” griner hun. 

Morgenbordet er for øjeblikket dækket med ingredienserne til Ringsted-kaffen og en liter vodka. Så er dagens vigtigste måltid på plads.  

Anne, Marika og Carsten er alle tre fra Næstved og kender hinanden fra en del byture og ferier, inden de begyndte at tage på festival sammen. 

“Ringsted var min første festival nogensinde. Jeg kom med, fordi jeg fik lov at pynte campingvognen, og aftalen var, at hvis det regnede, tog vi hjem. Men vi endte selvfølgelig med at blive,” siger Marika smilende, mens de andre nikker indforstået med. 

“Vi er en trekløver, som bare fungerer godt sammen. Vi er gode til at hygge sammen,” fortæller Anne og fortsætter: “Selvom vi er sammen, kan vi godt drible rundt hver for sig. Reglen er, at hvis Carsten bliver væk, så behøver vi ikke at lede efter ham, hvis jeg bliver væk, behøver de ikke lede efter mig. Men hvis Marika bliver væk - så leder vi efter hende,” skratter hun og blinker til de to andre. 

De ankom alle tre onsdag og gik i gang med deres sædvanlige overlevelsesstrategi. Inden festivalen begynder, må man lægge en ordentlig bund. 

“Onsdag er fornuftig-dagen, og så er det slut!” fortæller Marika. “Der fik vi bøffer og salat, og nu har vi bare en toastmaskine og kopnudler,” griner hun til de andre og skåler i endnu en kop Ringsted-kaffe!

Skribent: Lina Viinberg
Fotograf: Pelle Juel 

Regnvejrsstemning på festivalpladsen 

Festivalpladsen åbnede i dag for alle gæsterne, og det var en våd fornøjelse. Følg med når Ringsted Festivals skribent Sidse bevæger sig ud på festivalpladsen, og hører hvordan festivalgæsterne klarer regnen!

Regnen havde i løbet af formiddagen lagt grundlaget for en god omgang mudder, og gummistøvler og regnslag blev taget i brug. Inde fra presseteltet kunne Mads Langers klang høres, og der var netop et hold i regnvejret. Jeg benyttede lejligheden til at gå ud på festivalpladsen for at mærke stemningen.    

Siddende på en bænk så jeg et søskendepar på 3 sidde og drikke øl og snakke. Jytte og Bitte som er henholdsvis den ældste og næstældste har været på Ringsted Festival 8 gange. De har ladet mænd og deres børn – som dog er voksne – blive hjemme. Den yngste søster Bente har været på festivalen 3 gange og hendes børn og børnebørn var også på pladsen et sted for at deltage i festlighederne.

Trods en ulykke for to år siden, hvor Jytte væltede i regnvejret, hvilket forårsagede en skade i skulderen, dukker de stadig trofast op - for som sagt, så var det jo bare et uheld!
Regnvejret slår dem ikke ud, for det kan ikke kan nytte noget. Når de har meldt sig til en festlig begivenhed bevarer de det gode humør og så er det lige meget om det regner eller ikke. 

Helt konkret drikker de nogle flere øl for at holde stemningen oppe og et af yndlingsstederne er Det Irske Telt, hvor der altid er hyggeligt og stemningen i top. På programmet for de næste tre dage er især Johnny Logan, TV2, Gnags og Lis Sørensen nogle de ser meget frem til at høre. Og som de så klogt sluttede vores samtale af med at sige, så er det jo ikke vejret, der er noget galt med, men påklædningen!

I mellemtiden var Mads Langer gået af scenen, og der var ikke længe til at Hanne Boel skulle optræde på Reaktoren. Foran Anlægsscenen sad venindeparret Anja og Rikke stadig efter Mads Langers koncert på deres festivalstole. I hånden havde de hver i sær en lille oppustelig plastikflamingo, der fungerede som kopholder til deres øl – for dem var det vigtigste nemlig at redde drinken og med flamingoen som kopholder, ville drinken kunne flyde i regnvejret. Dog er de ikke tilfredse med vejret, men det holder dem ikke væk. Tværtimod har de lært af deres erfaring og i år har de for første gang medbragt regnjakker og skiftet skoene ud til nogle mere praktiske. 

Helt konkret har de fyldt tasken med goodies for at holde humøret oppe; briller, der blinker i takt til musikken, knæklys og ikke mindst tatoveringstusser. Sidstnævnte kan godt volde lidt problemer i det våde vejr, men til gengæld er de smarte sidst på dagene, hvor stemmen er forsvundet – her kan de i stedet skrive ja og nej på henholdsvis håndryg og håndflade og svare folk på den måde. Venindeparret demonstrerede også nogle af deres yndlings dansetrin ved navn; cykelpumpen, tennis, græsslåmaskinen. Hvis man ikke kan forestille sig, hvordan disse dansetrin ser ud, kan I lede efter to glade voksne piger med lyserøde flamingo-kopholdere – så kan det være, hvis I spørger pænt, at de også vil demonstrere dansetrinnene for jer!

Skribent: Sidse Christoffersen
Fotograf til coverbillede: Claus Sall

”Det er simpelthen en femstjernet festival!”

Dennis Johannesson er konferencier på Anlægsscenen, og han har især glædet sig til at opleve et helt særligt band på årets Ringsted Festival

“Hvad så, Ringsted - er I klar?” 

Stemmen brager ud over Anlægsscenen, og manden bag ordene er Dennis Johannesson, som er konferencier på den største scene på årets Ringsted Festival. 

Dennis’ job er at skabe den helt rigtige stemning, før artisterne går på scenen, og det er et job, som passer perfekt til Dennis, der til daglig er radiovært på P4. 

“Jeg savner ofte selv lige at få et par stikord om kunstneren inden en koncert, så jeg vil gerne fortælle en historie, som kan gøre gæsterne lidt klogere på ham eller hende, de skal opleve,” siger Dennis. 

Det er ikke første gang, at Dennis præsenterer artister på Ringsted Festival. For nogle år siden var han konferencier på Kopiscenen, hvor Queen Machine blandt andre spillede. I år kan Dennis præsentere bandet på Anlægsscenen. 

Dennis glæder sig især til at opleve TOTO i aften. Desværre skal han ikke præsentere dem, da bandet har frabedt sig en konferencier, men Dennis kommer med garanti til at stå blandt publikum og rocke med til det legendariske bands store hits. 

”Det er mega stort at have TOTO i Ringsted. Det er måske også sidste chance for at opleve dem live, for hvem kan vide, om bandet ligger vejen forbi vores lille land igen?” siger Dennis. 

I virkeligheden er han ikke den store festival-fan, men der er noget helt særligt over Ringsted Festival, som gør, at han elsker at komme her. 

”Ringsted Festival er lækker, hyggelig og alting spiller maks. Jeg arbejder oftest, når jeg er på festival, men jeg ville rent faktisk også gerne komme som gæst her på Ringsted Festival – og det er noget af en blåstempling,” siger Dennis med et glimt i øjet og tilføjer: ”Det er simpelthen en femstjernet festival!”

Skribent: Maria Trustrup
Fotograf: Naiomi Møllegaard

Campingområderne er åbne!

Onsdag d. 2. august kl. 12 åbnede campingpladserne endelig. De første gæster kørte i solens stråler ind gennem porten og slog de første teltpløkker i det fugtige græs. 

Vi har været på campingområdet og snakket med nogle af de første gæster. Her mødte vi et par meget spændte festivalsjomfruer - ægteparret Bjarne og Karina Grote fra Gørlev, som ventede spændt i kø. Med sig havde de både deres campingvogn og det gode humør! Karina og Bjarne var så heldige at få to billetter forærende i en festlig anledning, hvilket blev startskuddet på deres første tur til Ringsted Festival.

Da campingpladsen Kompagniet endelig åbnede, fandt vi en stor familie, der havde en ordentlig oppakning fremme. Vi mødte synet af glade børn og store smil. Det viste sig at være en helt særlig familie, der var ved at pakke sit campinggrej ud. Foran os stod familien Ruberg fra Nordsjælland, der er faste festivalsgæster på Ringsted Festival. Familien bestod af fire børn på henholdsvis 1,5 år, 6 år, et tvillingepar på 11 år og mor og far.

Forældrene har været på Ringsted Festival alle årene undtagen sidste år. Det startede som en kærestetur, og som årene gik, blev familien udvidet til nu at være en hel familie på 6. Der var stor forskel på, hvad familiemedlemmerne ønskede at opleve på festivalen. Børnene glædede sig til at høre Burhan G, og forældrene glædede sig til de oplevelser de sammen vil få som familie. Netop som vi var færdige med at snakke med familien Ruberg dukkede endnu et par medlemmer af familien op - det viste sig at være bedsteforældrene. Bedsteforældrene var også ankommet med en campingvogn, havde det store smil fremme og var klar til årets festival. Og endnu flere Ruberg'er var på vej til Ringsted Festival. I alt skulle 16 personer, alle sammen fra familien Ruberg, deltage i årets tradition - en tur til Ringsted Festival!

Solen er ved at gå på hæld denne kølige onsdag aften, og i løbet af dagen har endnu flere gæster fundet sig til ret rette på campingpladsen. Gæsterne gør sig klar inden Ringsted Festival for alvor slår dørene op til årets bedste fest! 

Skribent: Maria Jürs
Foto: Andreas Merrald

 

Forandringer i Food Court

Ringsted er en provinsby, men derfor behøver maden ikke være det! Maden på festivalen har fået en opgradering og det skal du glæde dig til.

Ringsted Festival har de senere år gjort op med den klassiske festivalsmad, og i stedet fokuseret på moderne og alsidigt mad. Vi har i år fokuseret meget på at ramme alle festivalens gæster, så der vil være et bredt udvalg af mad, drikkelse og snacks – ens for alle vores madboder, er høj kvalitet.

Vi har i år inddelt Food Court i tre områder. Ét område til madboderne, ét område til drinks og ét område til snacks.  I madboderne kan du sætte tænderne i lækker texasinspireret mad fra Oink Oink, der til daglig er en yderst populær foodtruck på Papirøen i København. Hvis du er mere til det klassiske køkken, kan du nyde gamle klassikere som smørrebrød eller tarteletter hos Den Gyldne Gryde.

Det andet område i Food Court finder du drinks og coktails. Hvis du sætter pris på en god rom, og den klassiske cigar, er det i her du finder det. Hvis du er mere til en af tidens moderne drinks, er det en glædelig nyhed, at kunne fortælle, at en af verdens bedste gin er, at finde i Kolonihaven, som drives af de lokale drenge fra Ginscape.

Det sidste område af Food Court er til den søde tand. Her kan du få en kaffe til enhver anledning. Hvis du har lyst til en lækker cremet caffe latte, eller en god americano, er de dygtige baristaer klar til, at lave lige den kaffe du ønsker. Hvis du har lyst til at supplere kaffen med lidt sødt, er det også her du finder det. Det kan eksempelvis være med en skøn flødebollesoftice fra Kjærstrup Chokoladeglæde, eller med en slikpose fra Slikvognen.

Jacob Juul Nordam Larsen, som blandt andet er ansvarlig for Food Court, glæder sig personligt til at sætte tænderne i kødet fra Oink Oink. Jacob har i år haft særligt fokus på kvaliteten af hver eneste madbod. Han bestræber sig på, at alle madboder skal have gode råvarer og gode priser.

Gå på opdagelse i Food Court - vi glæder os til at høre din mening! 

Skribent: Maria Jürs
Fotograf: Andreas Merrald